Elephant (2003)

Instruktør og manuskriptforfatter Gus Van Sant leverer hér en af sine stærkeste film, et psykologisk drama, der skiller sig ud fra mængden ved at være stort set "begivenhedsløs" og stillestående i godt og vel en time, før det går løs – og vel at mærke samtidig være hæsblæsende nærgående og interessant.

Realisme og nerve
Mange rastløse og overgearede biografgængere må hér se sig slået af "Kong Stilstand": Ro, realisme, ægthed og nerve for de tålmodige. At stilstand kan være et positivt ladet filmord, opdages først for alvor, når den knugende stærke fornemmelse melder sig i brystet efter sidste scene i "Elephant".

Massemordets psykologi
Gus Van Sant lykkes fuldt ud med at beskrive massemordets psykologi med udgangspunkt i et af de mest rædselsvækkende skoleskyderier i USA. Vi følger først en lille gruppe studerendes færd på skolen. Og ordet følge får i Gus Van Sants iscenesættelse en ny betydning: En tur i nakken på en ung mand fra boldbanen til skolegangene kan således snildt tage fem minutter uden klip, musik og smarte kamerabevægelser.

Som i virkeligheden
Og det er jo sådan, det er i virkeligheden! Vi klipper heller ikke i vores trivielle hverdag for at gøre den mere spændende og attraktiv. Det er først, når dagene bliver til minder, at vi redigerer og skærer noget af det kedelige fra. Gus Van Sant rammer i hele beskrivelsen af stilheden før stormen – ligesom i nervekrigen under skyderiet – fuldstændig plet: Sjældent er virkeligheden kommet så troværdigt tæt på. De mange unge spillere udfører et fantastisk stykke arbejde. Trods manglende uddannelse indenfor faget er der en fabelagtig nerve over mange præstationer.