The Confirmation (2016)

    8-årige Anthony skal på weekend hos sin skilsmissefar, men det bliver ikke nogen helt almindelig oplevelse, for farens hus er aflåst af myndighederne.


    HJERTERYTMISK

    Bob Nelson, der både debuterede og Oscar-nomineredes som manuskriptforfatter med dramaet Nebraska (2013), springer her som 60-årig ud som instruktør.

    Elegant og hjertelig
    "The Confirmation" er en lille uafhængig og temmelig snævert distribueret film, der næppe får det brede publikum, som den ellers i meget høj grad fortjener. For filmen er ikke alene en fremragende debut, den er også elegant, lun, kærlig og hjertelig fra ende til anden.

    Holder sig fra flasken
    8-årige Anthony skal på weekend hos sin skilsmissefar Walt. Det går ikke så godt for Walt. Han er arbejdsløs tømrer/alkoholiker med fuld bevidsthed om, at han skal holde sig fra flasken, hvis ikke han skal miste kontakten til sin søn.

    Fremmed lås på eget hus
    Da Walt ikke kan betale sine regninger, ankommer han med Anthony til sit hus, der er blevet aflåst med hængelåse, og drengen må skubbes ind ad et vindue, så Walt kan få et par vigtige ting med sig videre. De to må nu overnatte i morens hus, mens hun og den nye mand er på weekend udenbys.

    Stjålet værktøjskasse
    Et lille drama, der er stort i Walts verden, opstår, da hans arvede specialværktøj bliver stjålet, og en jagt indledes på at finde gerningsmand og værktøjskasse. Anthony er en trofast hjælper, der ser frustrationen i sin fars øjne.

    Funklende samspil
    Far/søn-forholdet funkler i samspillet mellem Clive Owen og Jaeden Lieberher. Ganske enkelt både pragtfuldt, rørende og nuanceret. Indlevelsen er total, og der hviler en betagende ro over de to, midt i kaos – en ro, der smitter og begejstrer.

    Magiske øjeblikke
    Små magiske øjeblikke opstår ikke alene ud af dette samspil, men også i de meget fint detaljerede biroller. Patton Oswalts joggingbukseklædte tosse, der tilbyder sin kiksede hjælp i jagten på værktøjet. Og Robert Forsters Otto, der træder til, når nøden er størst og oven i købet tager sig tid til at forklare Anthony en ting eller to om farens mærkelige reaktionsmønster.

    Herligt skrevne biroller
    Maria Bello er balanceret bestemt, men alligevel kærlig som Anthonys mor, mens Matthew Modine har et par fine scener som stedfaren. Og Spencer Drever er en herlig dreng i en herligt skrevet rolle – og vennepotentiale til Anthony?

    Hjerterytmisk beroligende
    Filmen er hjerterytmisk beroligende, smuk, enkel og uden unødvendigt omsvøb, herunder meget lidt filmmusik. Det giver vitterlig et bredt smil på læberne gennem de bittersøde oplevelser, og ind imellem er det komiske potentiale da også til at tage og føle på.

    Ikke en rendyrket komedie
    Men det er for kategorisk at kalde "The Confirmation" en komedie, hertil er det dramatiske og universelt identificerbare i far/søn-portrættet for vægtigt. Gudskelov, for filmen fremstår ikke alene moden, men også begavet.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Canada, Drama, Komedie, Børn på film, Coming of Age, 101 min.

    Dansk titel: The Confirmation
    Instr: Bob Nelson Prod: Todd Hoffman, Bob Nelson Manus: Bob Nelson Foto: Terry Stacey Klip: Steven Rasch Mus: Jeff Cardoni