3 Days to Kill (2014)

Den altid spradebasset leveringsdygtige franske filmmand Luc Besson har skrevet manuskriptet til dette actiondrama, som man nok havde forventet sig mindre af. Med andre ord: "3 Days to Kill" overrasker positivt, ikke mindst, fordi humoren og selvironien tilfører genre-sterotyperne tiltrængt liv.

Lejemorder med dødsdom
Kevin Costners lejemorder Ethan Renner har netop fået sin dødsdom af lægerne. Han har ikke langt igen, men det afholder ikke Ethan fra at tage endnu et velbetalt job, bl.a. for at sikre ekskonen og datteren økonomisk, når nu det forventes, at han dør om få måneder.

Overbevisende dobbeltliv
Det er ikke noget, de to kvinder behøver at vide noget om, og Ethan fører da også ret så overbevisende et dobbeltliv, hvor han mejer ned og slår ihjel med den ene hånd og forsøger en genforening på familiefronten med den anden.

Tårnhøj underholdningsværdi
Filmens tårnhøje underholdningsværdi opstår primært ud af det veloplagte manuskript, der ikke er bange for at udfordre klichéerne med kniven for struben. Og så har actionspecialisten, instruktøren McG, fin fornemmelse for netop dobbeltheden i filmens dramatiske spændingskurve. Således bliver "3 Days to Kill" hverken rendyrket lejemorderaction eller lykkelig love you-genforening, men i stedet et fint balanceret blandingsprodukt.

Costner i topform
Kevin Costner er i topform og leverer i dén grad varen med glimt i øjet, mens Connie Nielsen er lidt tam i en temmelig ubetydelig birolle som ekskonen, der måske bliver god igen. Der er mere bid i beskrivelsen af far/datter-forholdet, hvor Hailee Steinfeld har en håndfuld meget fine scener med Costner.

Fin balance
Jo, filmen har sine overdrivelser, der fremmer forståelsen, og en række situationer og skurketyper, der kunne have været mindre outrerede. Men præmissen købes rent faktisk, ikke mindst fordi balancen er så fin.

Europa-eksotisk kulisse
Meget af filmen udspiller sig i Paris, hvor Ethan har en lejlighed, og hvor datter og ekskone har deres liv. Den Europa-eksotiske kulisse er Luc Bessons hjemmebane, og det mærkes, at handlingen svømmer som en fisk i vandet i pariser-lokaliteten.

Tid til at puste ud
Der er pænt meget musik, når handlingen rigtig spidser til, men faktisk også fine scener, der bliver overladt til den mere subtile stemning, som filmen i høj grad ejer, når den lige tager sig tid til at puste ud.