Dear Wendy (2004)

Thomas Vinterberg skuffede mere end gudsjammerligt fælt med sin internationale, stjernespækkede It’s All About Love (2003) – en film, han fik adgang til at indspille takket være sin forståelige succes med Festen (1998).

Ubehjælpsomt konstrueret
Vinterbergs internationale iscenesættelse af Lars von Triers manuskript til "Dear Wendy" er på alle måder en endnu større skuffelse, hvor en monoton og tilsyneladende formålsløs voice-over forstærker den ubehjælpsomt konstruerede måde at fortælle historie på.

Stilstand i larmende scener
Det er kendetegnende for hele "Dear Wendy", at den står stille i larmende scener, og at folkene bag tydeligvis læner sig lidt for trygt op ad mesteren Lars von Triers historie, uden at ænse, at iscenesættelse på autopilot slet ikke kan bære filmen hele vejen frem mod det vældige megaklimaks.

Velklædte anarkister
Personerne i filmen er tildelt personligheder efter en Clockwork Orange-inspireret metode: En lille bande gør oprør, klæder sig ud og skejer ud som velklædte anarkister.

Deform og mislykket
Historien udvikler sig desværre hurtigt udi det deforme og brækker fuldstændig sammen hen imod slutningen. Til tonerne af tiltagende stemningsskabende musik får vi de stærke følelser serveret på et sølvfad med fin dug – uden anden reaktion end pinlig krampelatter over situationens plumrede og sød-surtvamle ligegyldighed.

I en alternativ verden
Sjældent har man set så forfejlet et forsøg på at opbygge en stemning og skabe et univers af skæve identitetssøgende personligheder. Filmen beskriver med Vinterbergs egne ord "En gruppe unge mennesker, der isolerer sig fra en trist virkelighed og går sammen ind i et kollektivt eventyr. De klæder sig ud og lever i en alternativ verden i ønsket om at skabe deres egen balance i tilværelsen".

Pacifist med våben
I spidsen for denne unge gruppe står pacifisten Dick, der en dag opdager magtfølelsen og friheden ved at bære et våben. Disse fantastiske oplevelser må han dele med andre fortabte unge pacifister. Snart har alle unge deres egen personlige gun, som de navngiver og kæler for, som var det en sengekammerat. Men selvom de unge mener, at de sagtens kan være pacifister og bevæbnede på samme tid, så må dette eventyr jo ende galt...

Begrænset kulisse
Lars von Trier har tydeligvis ladet sig inspirere af sit eget syrede univers fra Dogville (2003): "Dear Wendy" udspiller sig i en meget begrænset Avedøre-kulisse, der skal gøre det ud for en lille flække i USA. De mange unge skuespillere yder jævne, om end vaklende og overfladiske præstationer.