Hart's War (2002)

    Da to sorte soldater havner blandt hvide allierede i en tysk krigsfangelejr i 1945, udbryder der regulær racisme.


    TYNDT KRIGSRETSSALSDRAMA

    Et spektakulært Hollywood-konglomerat fra Anden Verdenskrigs trængsler i en tysk fangelejr, hvor de allierede er spærret inde i krigens slutfase.

    Amerikanske fanger
    Bruce Willis og Colin Farrell er begge amerikanske fanger, men det skal vise sig, at de kommer op imod hinanden i en noget usædvanlig sammenhæng.

    Racismen blomstrer
    Til lejren ankommer nemlig en dag to sorte flyvekaptajner, og så bryder racismen for alvor ud med grumme udtryk som nigger og boy.

    Selvbestaltet retssal
    Willis og Farrell står ikke helt på samme standpunkt i denne sag, og da en af de hvide amerikanere findes myrdet, og alt tyder på, at det var et hævndrab begået af en af de sorte, ender sagen i lejrens selvbestaltede retssal.

    Retfærdighedens kamp
    Langt hovedparten af filmen beskæftiger sig med retfærdighedens kamp omkring den skæve rettergang. Retssalsdramaet er rykket ud på landet, fristes man til at sige.

    Krigen overflødiggjort
    I en i øvrigt flot og bekostet produktion kan det godt ærgre, at hele Anden Verdenskrig synes overflødiggjort i historien. Koncentrationen er helt og aldeles på retfærdighed og racisme, og man føler, at filmen ligeså godt kunne have udspillet sig i nutiden. Skuespillerne står noget tamt midt i denne plumrede affære.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024