Halalabad Blues (2002)

Hvis der fandtes "filmracister", kunne man godt tilslutte sig efter at have set denne film. Helle Ryslinges komediedrama er i hvert fald meget vanskeligt at blive rosenrødt forelsket i.

Ikke positiv medvind
Ud over ganske få lettere halvhumoristiske replikker og en fotografisk pæn stil er der virkelig ikke meget ved "Halalabad Blues", der har positiv medvind. Manuskriptet er uhyre svingende og spækket med temmelig tåbelige replikker, og skuespillet er slet ikke af stjernekaliber.

Ved smertegrænsen
Anne-Grethe Bjarup Riis kæmper i hovedrollen for at finde en anelse komisk-dramatisk fodfæste, men helt uden held, og hendes spil kammer efterhånden over, som filmen skrider frem. Faktisk når vi næsten smertegrænsen hen under filmens slutning.

Lommeracisme
En hel underskov af ubeskrevne tyrkiske skuespillere besætter de fleste andre småroller, og så er det ellers tydeligvis meningen, at tilskueren skal sidde og grine lidt ad de "mærkelige tyrkere" og deres "sjove vaner".

"Tyrkere er underlige"
Filmen taler til lommeracisten i os alle: Vi kan rigtig sidde og godte os over, hvor danske og fejlfri vi er, mens tyrkerne (og alle de andre) vist er nogle "underlige nogle".

Gassen af ballonen
Det er sikkert helt eller delvis tilsigtet, at denne "racistisk-ironiske interaktionsfilm" skal forbedre integrationen i landet, men når replikker som: det eneste integrerede ved dig, det er din pik, fyger gennem luften, så er gassen ligesom gået af ballonen på forhånd.

Den svære kærlighed
Kort fortalt handler filmen om den svære kærlighed mellem den blonde danske pige, Kari, og den charmerende tyrker, Cengiz (Peter Perski, med teknisk tvivlsom dubbet stemme af Ali Kazim). Kærligheden kender ingen grænser, men Cengiz er gift, henter sin kone hjem, og så er fanden løs, særligt i filmens tumpede slutning.

Et rundt nul
Sproget er grimt, musikken er dominerende og de mange "drømmeindslag" gør kun det hele meget værre, så vi ender på et rundt nul.