Cold Creek Manor (2003)

    En sød, lille kernefamilie flytter ind i et stort og hemmelighedsfuldt hus, hvor den tidligere ejer begynder at blande sig - og det bliver ganske ubehageligt!


    IDIOTISK GENNEMSNITSTHRILLER

    At den ellers så alsidige instruktør Mike Figgis fandt plottet og mulighederne i dette manuskript spændende er ikke til at begribe. Filmen er eksplosivt banal og forudsigelig, rummende nærmest samtlige stereotyper og klichéer inden for thrillergenren - i en historie, vi har fået fortalt så utroligt mange gange før:
     

    En tur på landet

    Parret Cooper (Dennis Quaid) og Leah (Sharon Stone) har sammen med deres to børn taget det store spring at flytte fra storbyen til landet. Her finder de en enestående kæmpevilla, der er lidt skræmmende, men også gemmer på mange historier, som følger med i købet, blandt andet i en omfattende billedsamling.

    Det ringer på døren...
    Cooper, der er dokumentarfilmskaber, går straks i gang med at forberede en film om husets historie, men den rykker uhyggeligt tæt på, da husets tidligere ejer, Dale Massie (Stephen Dorff) pludselig står i døren.

     

    Alarmklokkerne ringer

    På trods af, at alle alarmklokker allerede hér ringer mere end højt og tydeligt, (Dale udstråler i dén grad, at han vist ikke ligefrem er en fyr, man skal sætte al sin lid til), overtales parret til at ansætte ham i arbejdet med at genopbygge hus og have.

     

    Slag i slag

    Herfra går det som ventet slag i slag: Dale bliver mere og mere ubehagelig, og det skal snart stå klart, at han har en uhyggelig fortid, som skal komme til at true den lille familie.

    Ingen psykologisk nærkontakt
    Manuskriptet savner den psykologiske nærkontakt med sit publikum: Historien kredser om ligegyldige klichéer og sætter fokus på det forudsigelige. Hermed fremstår begivenhederne i stigende grad latterlige og grotesk usandsynlige, hvilket det stereotype skuespil også er alvorligt medvirkende til. Mike Figgis' egen elastiske genremusik er effektivt larmende og som oftest blot endnu et irritationsmoment.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, USA, Thriller, Mystik, Børn på film, 118 min.

    Dansk titel: Cold Creek Manor
    Instr: Mike Figgis Prod: Mike Figgis, Annie Stewart Manus: Richard Jefferies Foto: Declan Quinn Klip: Dylan Tichenor Mus: Mike Figgis