Salmer fra kjøkkenet (2003)

    En svensk observatør med interesse i enlige norske mænds køkkenadfærd kommer i problemer, da han begynder at samtale med sin forsøgskanin.


    UNDERFUNDIG NORDISK CHARME

    Træk på smilebåndene og forvent at de bliver fastlåst i yderste position gennem disse herlige filmminutter i selskab med "Salmer fra kjøkkenet".
     

    Lun og kærlig fortolkning

    Ikke så meget på grund af latterbrøl og vakse vitser, men på grund af historiens lune og kærlige tolkninger af ensomhed og venskab i efterkrigstidens grænseland mellem Norge og Sverige.

    Køkkenet en videnskab
    Det var i en tid, hvor husmødrenes færden i køkkenet var begyndt at komme i fokus, og køkkenet blev en videnskab. En svensk hjemmeadfærdsforsker sætter sig således for at kortlægge enlige norske mænds køkkenvaner, og til denne opgave udstationeres 12 svenske observatører hos forskellige mænd.
     

    Samtale ikke tilladt

    En af de vigtigste regler i det positivistiske observationsforsøg er, at observatøren og forsøgspersonen ikke må samtale undervejs i forsøget. Da undersøgelsen strækker sig over seks uger, er det imidlertid svært at overholde for selv den mest hærdede observatør..

    Ironisk distance
    Filmen er rundhåndet med de lange sekvenser: De fredelige og omhyggelige skildringer er en udsøgt fornøjelse. Miljø- og personskildringerne bliver yderst nærværende og vedkommende, og den kraftigt ironiske distance skaber en elskelig kontrast til de stramt komponerede billeder.
     

    Enkel og dvælende stil

    Skuespillerne følger flot filmens enkle og dvælende stil: På intet tidspunkt er noget overdrevet - det bliver mere ved antydningens kunst. Man nyder den uanstrengte fortællestil i en helt igennem unik historie, der fortjener en stor buket roser.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, Norge, Sverige, Drama, Komedie, 92 min.

    Dansk titel: Salmer fra køkkenet
    Instr: Bent Hamer Prod: Jörgen Bergmark, Bent Hamer Manus: Jörgen Bergmark, Bent Hamer Foto: Philip Øgaard Klip: Pål Gengenbach Mus: Hans Mathisen