Munich (2005)

Man kan altid være sikker på én ting, når Steven Spielberg leverer en ny film: den vil være et overflødighedshorn på snart sagt alle leder og kanter, og "Munich" er bestemt ingen undtagelse.

Mindre kan gøre det!
Hvad Steven Spielberg ikke har forstået er, at en film ikke nødvendigvis bliver bedre, mere overbevisende eller vægtigere af at vare knap tre timer, være filmet nærmest konsekvent med både kran og steadicam: mindre kan gøre det. Det lader til, at Spielbergs fuldkommen ubegrænsede udfoldelsesmuligheder i Hollywood stiger den lille mand til hovedet. Når nu alligevel budgettet er på et par milliarder, kan man ligeså godt give den hele armen.

Genetisk brist?
Det økonomiske frirum kombineret med Spielbergs genetiske brist, der gør ham ude af stand til at skille skidt fra kanel, når det kommer til følelser, gør ofte hans film til underlige størrelser.
 

Hårdt trænede lejemordere

"Munich" lægger sig op af virkelighedens begivenheder fra 1972, hvor en række israelske atleter blev taget som gidsler og i sidste ende myrdet af palæstinensiske terrorister under de olympiske lege i München. Efterfølgende sammensætter den israelske regering i al hemmelighed en lille gruppe hårdt trænede lejemordere, der systematisk skal opstøve og henrette de ansvarlige for terroraktionen.

På jagt over hele kloden
Således følger vi morderne på jagt over hele kloden: hvordan de skaffer sig navnene og støver ofrene frem. De kommer vidt omkring, og lokaliteterne præsenteres i fuld gallauniform af den rige filminstruktør.
 

Æstetisk fuldkommenhed

Der er god grund til at nyde filmens æstetiske fuldkommenhed. Det er overbevisende, hvad penge kan gøre! Flot ser det ud, og øjnene løber næsten i vand af al den billedlige kræsen. Hertil kommer en effektivt sammenstrikket fortællestil, der fejer benene væk under publikum: der er ikke sparet på spændingen, og i store dele af filmen er man ikke til at komme i nærheden af.

Skuespil på det jævne
Skuespillet er lige nøjagtig på det jævne: aktørerne er statister i Spielbergs tekniske overflødighedshorn og forbliver filmen igennem sekundære kilder til filmens substans.
 

Spielbergs brist

Spielbergs brist i opfattelsen af, hvornår noget er følelsesmæssigt stærkt, og hvornår noget bliver ufrivilligt komisk kommer til udtryk med fuld styrke i især to scener: da hovedpersonen Avner (Eric Bana) taler i telefon med sin lille datter, der udbryder et "dada", og faderen bryder sammen i tårer - og da Avner gennemknepper (og jo, den er god nok: sex på den hårde måde er noget helt ud til Spielberg) sin kone til tonerne af John Williams' oversukrede musik, mens hans frustrationer svedes ud med filmhistoriens måske mest svulstige orgasme.

Overdrama i overgear
Et overdrama i overgear - overlangt og overgjort men også overdrevet underholdende. Havde filmen varet en time mindre, havde det muligvis været lige tilpas.