Prime Suspect 6: The Last Witness (2003)

    Kriminalkommissær Tennison vil til bunds i en sag, hvor en bosnisk mistænkt har tilstået to mord, men sandsynligvis kun er gerningsmand til det ene.


    TRENDY "MISTÆNKT"

    Sammenhængende i denne serie:
    Prime Suspect (1991)
    Prime Suspect 2 (1992)
    Prime Suspect 3 (1993)
    Prime Suspect 4: The Lost Child (1995)
    Prime Suspect 4: Inner Circles (1995)
    Prime Suspect 4: Scent of Darkness (1995)
    Prime Suspect 5: Errors of Judgment (1996)
    Prime Suspect 6: The Last Witness (2003)
    Prime Suspect 7: The Final Act (2006)

    Trist at skulle være vidne til foreløbig sidste kapitel i en ellers fremragende krimiserie. Sjette kapitel er desværre meget af alt det, som jeg roste de foregående kapitler for ikke at være: Klichéfyldt, overfladisk, popsmart, poleret og kedelig.

    Et smut til Bosnien

    I "Det sidste vidne" må kriminalkommissær Jane Tennison et smut til Bosnien i sin søgen efter en forklaring på to mord i London. En bosnier er hovedmistænkt, men der stikker noget under, og Tennison fornemmer, at der kan ligge større tragedier bag facaden. En åleglat optiker, der også fungerer som politiets tolk, kommer i Tennisons søgelys.

    Fokus savnes
    Helen Mirren er stadig god, men når slet ikke tidligere (eller den efterfølgende) episoders højder. Sjette kapitel byder på seriens tyndeste manuskript, der savner fokusering. Der er blandt andet slet ikke afsat tid til at skildre de enkelte personer. I stedet satser instruktør Tom Hooper på et moderne og langt mere popsmart udtryk med seje kamerature og svulstig musik, og det passer ikke til Tennison og hele universet, som vi kender det fra de glimrende episoder tidligere i serien.

    Ærgerligt trendy
    Hvis man formår at se ud over instruktørens ærgerligt trendy tilgang, er der stadig reel spænding at hente i Peter Berrys manuskript. Ikke al stemningen er suget ud af "Prime Suspect"-universet: Særligt første del og sidste time er gode, men ind imellem kommer der nogle katastrofale scener, der virkelig skuffer det garvede publikum af serien. Fx falder Tennisons efterforskningsrejse til Bosnien fuldstændig igennem.
     

    Drukner i kliché-flodbølge

    Der er ikke meget, som Helen Mirren kan stille op i den "opdaterede" Tennison-karakter, der dårligt har nogen personlighed eller udstråling længere og som i vid udstrækning drukner i historiens stadigt stigende flodbølge af krimi-klichéer.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024