Fanny och Alexander (1982)

Ingmar Bergmans store drama fra 1982 står med sin psykologiske intensitet for mange som en ubestigelig klippe. Men Bergmans tre timer lange beretning hører til blandt hans mest fortættede og chokerende film og er et enestående kapitel i svensk film.
 

Iskoldt og regelret

Titelkaraktererne Fanny og Alexander er børn i det rige og farvestrålende Ekdahlhjem i begyndelsen af det tyvende århundrede. Forældrene Oscar og Emilie er henholdsvis instruktør og skuespiller på det lokale teater. Da Oscar dør tidligt, gifter hans enke sig med biskoppen og flytter sammen med børnene ind i den iskolde og regelrette præstebolig. Børnene befinder sig dårligt i de nye omgivelser, og biskoppens tyranniske natur gør hverdagen til et mareridt, som børnenes mor ikke kan slippe ud af.

Intensitet, engagement, kompromisløshed
"Fanny och Alexander" er fortalt med en beundringsværdig grundighed. Intensitet er nøgleordet, der går igen gennem alle filmens facetter. Det kan mærkes på skuespillernes engagement, at instruktøren er kompromisløs og ambitiøs. Scenografien er enestående og underbygger flot den psykisk knugende historie. Særligt sætter Ekdahl-hjemmet sig på nethinden med sit farvestrålende interiør.

Klaustrofobien blusser op
Klaustrofobien blusser op i biskoppens fængselshus i en grad, så man er i tvivl, om man selv er fanget. Den ubehagelige stemning er skabt gennem lange scener med kunstnerisk lyssætning og selvfølgelig styrket af det enestående skuespil. Børnene spiller vidunderligt og dybt troværdigt: Bertil Guves Alexander fylder mest i historien og er stærkest i sine konfrontationer med biskoppen; iskoldt og genialt spillet af Jan Malmsjö.