Familien Gregersen (2004)

Denne helaftensfilm af Charlotte Sachs Bostrup kunne med fordel have været skåret ud i mindre bidder og vist som fire timelange episoder på tv.
 

Svulstige ambitioner

Denne proklamation er ganske givet en fornærmelse mod filmens tydeligt svulstige ambitioner (det er den første danske film, der er indspillet i Cinemascope-format), men fire timer i træk vil alligevel nok være for meget for de fleste i biografmørket i selskab med den dysfunktionelle familien Gregersen.
 

Mange historier

Filmen fortæller de mange historier om familien Gregersen, som forfatteren Kristian Kampmann udgav i fire romaner gennem 1970’erne. Familien Gregersen er på overfladen en velfungerende familie med direktøren Mogens (Steen Springborg) som det dikterende overhoved.
 

Talrige problemer

Under overfladen er der dog talrige problemer, som familien ikke kan tale om, større eller mindre katastrofer, der kan synes om jordens undergang for den enkelte. Der er som oftest tale om sidespring.
 

Sans for detaljen

Familien Gregersens medlemmer, særligt de mandlige, har forfinede seksuelle drifter, og det er der en del kvinder, der kommer til at føle på egen krop. Charlotte Sachs Bostrup genskaber dette historiske Danmark med sans for detaljen, og i det store og hele er "Familien Gregersen" knivskarp og teknisk delikat.

Fotografisk ambitiøs
Fotografisk er filmen noget af det mest ambitiøse, vi længe har set herhjemme, og i få udvalgte scener klæder det endda historien at være pakket ind i denne glamourøse skal.
 

Generende epik

I længden bliver de episke billeder dog på det nærmeste generende. I og med at måden at genfortælle Kampmanns historie på er så overspændt melodramatisk, begynder hele filmens udstråling at tage kvælertag på tilskueren, så man til sidst dårligt kan ånde.
 

Svagt spil

Men filmens største svaghed i skuespillet. Stort set alle præstationer i små og store roller bærer præg af rutine, og som tilskuer savner man gnist, engagement, indlevelse og psykologisk tæft

Overdrevet højtideligt
Historiens persongalleri er gigantisk, og da filmen gerne vil fortælle om alle familiemedlemmerne, bliver resultatet, at vi hører lidt om mange i stedet for meget om få. Dette til trods for de fire timers spilletid. For filmen trækker ofte sine scener i en uendelighed, spisescener kan fx vare op imod et kvarter! Det føles som en evighed.