Mors Elling (2003)

Sammenhængende film:
Elling (2001)
Mors Elling (2003)

Efterfølgeren til "Elling" var ventet med længsel af det norske biografpublikum, der gennem årene har nydt Ingvar Ambjørnsens humoristiske romaner om den skæve eksistens Elling. "Mors Elling" portrætterer Elling (Per Christian Ellefsen) som en stor pestilens for mor (Grete Nordrå). Og det er han så absolut også. I en alder af knap 50 opfører Elling sig stadig som et lille barn. Hans konstante humørsvingninger påvirker mor meget.
 

Sit-down-strejke

Ligegyldig hvad mor gør, er det forkert. Også da hun på eget initiativ køber to billetter til sydens sol. Elling bliver sur og laver sit-down-strejke, men tør alligevel op hen ad vejen. Af sted kommer de, og på Mallorca opdager Elling helt nye sider af sig selv og er periodevis næsten rar ved sin mor, selvom han det meste af tiden er godt sur over, at mor har fået en norsk bejler ved navn Bugge-Høvik.

Forfejlet og kejtet komik
Denne norske film står som et glimrende eksempel på forfejlet og kejtet komik. Scenerne er konstant klæbet over med et tykt lag af replikker, heftige gummiansigter samt overdreven scenografisk understøttelse af enkeltsitautioner.
 

Morskaben udebliver

Det pinlige bliver, at morskaben udebliver i kraft af filmens krampagtige miljø, der hele tiden forsøger at bekræfte sig selv og det univers, som instruktør Eva Isaksen åbenbart har fundet troværdigt. Men gennem konstruerede situationer og skuespil, der ligger et pænt stykke under folkekomedieniveau bliver "Mors Elling" ganske ulidelig fra ende til anden.