Direktøren for det hele (2006)

Lars von Trier har tidligere leget med komediegenren i dogmefilmen Idioterne (1998), hvor dogmereglerne var del i et spektakulært eksperimentalt filmprojekt, der forargrede det gennemsnitlige biografpublikum.
 

Almindelig dansk folkekomedie?

Både fans og "fjender" af Trier har vænnet sig til, at instruktøren skaber skøre eller skæve film, og derfor er det muligvis svært for nogle at forstå eller acceptere, at dansk films internationalt bedst kendte filmkunstner kaster sig over en "almindelig dansk folkekomedie".

Hverken overflade eller mainstream
"Direktøren for det hele" kan rigtig nok beskrives som Triers mest "almindelige" dansksprogede film, men det gør den ikke til hverken overflade eller mainstream. Trier skaber aldrig film bare for at skabe film. Der ligger altid et lag under et lag, og manuskriptet til "Direktøren for det hele" er midt i sin muntre tone både komplekst og inspireret.
 

Dus med personalet

En IT-direktør (Peter Gantzler) hyrer en skuespiller (Jens Albinus) i forbindelse med salg af virksomheden. Det er meningen, at skuespilleren skal blive dus med personalet under dække af at være dén direktør for det hele, som de aldrig har set, så direktøren Gantzler kan fralægge sig ansvaret for forestående fyringer og undgå pinlige episoder.
 

Modgift

Trier afdramatiserer allerede begivenhederne i filmens indledning ved selv at optræde i et spejlbillede i et af virksomhedens vinduer, og denne introduktion fungerer perfekt som modgift, hvis man på forhånd skulle have fået dén idé, at Trier havde tænkt sig at dreje en standardiseret dansk folkekomedie.

Triers fuldblodsironi
Triers sarkasme og fuldblodsironi optræder filmen igennem som den primære faktor til morskab. Tørre replikker og skuespil med glimt i øjet sørger for effektiv formidling i et visuelt grimt univers, som Trier til anledningen bevidst har opgraderet til "version hæslig".
 

Uforglemmelige situationer

IT-verdenen og alle mulige smarte amerikanske fagudtryk skildres genialt i en række uforglemmelige situationer. Filmen udspiller sig udelukkende i en kønsløs kontorbygning, og scenografien prøver på ingen måde at ændre på det grå og indelukkede klima. Det hér er mange kontoransattes hverdag råt for usødet.

Automatisk fotograf
Man kan ikke tale om Triers optik, idet filmen er optaget med et automatkamera, kaldet Automavision. Denne automatiske "fotograf" er et computerstyret kamera, der ud fra nogle givne koordinater filmer tilfældigt. Dette forklarer de ofte "opfindsomme" beskæringer, filmens alt andet end glidende visuelle stil og den vekslende lyd.
 

En anelse søgt

Det er Triers primære eksperiment med "Direktøren for det hele" at lege med Automavision, og det fungerer i det store og hele godt. Man kan hævde, at idéen er en anelse søgt – og det er heller ikke det helt vilde, Trier opnår ved de tilfældige panoreringer.

Klædeligt grimme rammer
Til gengæld klæder det historien at være pakket i visuelt grimme rammer, og Automavision fungerer – må man sige – effektivt som utidig killer for ethvert tænkeligt æstetisk optrin. Skuespillerne fungerer godt i det tvetydige univers og formidler fint den absurde stemning i dette galehus, som Trier udvikler sin filmkulisse til at være.

Dobbeltheden er filmens styrke
Netop dobbeltheden i Triers manuskript er filmens store styrke. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og man kan ikke tage noget for givet. Hele dramatikken omkring meta-skuespillet, altså hvor Jens Albinus skal spille en skuespiller i et absurd "virkelighedens" teater, der så i den rigtige "virkelighed" er en film – se dét er interessante perspektiver!

Kunne have været beskåret

Bedst blandt skuespillerne er Jens Albinus og Peter Gantzler, uden at nogle af dem dog når gevaldige højder. Hele salgsdilemmaet med de islandske opkøbere er kørt lidt for langt ud og kunne med fordel have været væsentlig beskåret.