Hannibal Rising (2006)

Sammenhængende film:
Manhunter (1986)
The Silence of the Lambs (1991)
Hannibal (2001)
Red Dragon (2002)

Hannibal Rising (2006)

I kølvandet på biografsucceserne Ondskabens øjne, Hannibal og Red Dragon opstod der naturligt nok en nysgerrighed blandt publikum: hvorfor gik det så galt? Hvorfor blev Hannibal Lecter så gruopvækkende en person? Hvilke rædsler har han været igennem?
 

Endnu en roman

Denne nysgerrighed meldte sig også hos filmproduceren Dino De Laurentiis, og han begyndte så småt at bearbejde Thomas Harris, forfatteren til romanerne bag de tidligere filmsucceser. Efter en kort betænkningstid fandt Harris ideen om at skildre Hannibal Lecters mørke fortid så spændende, at han indvilligede i at skrive både roman og manuskript.
 

Et frygteligt mareridt

"Hannibal Rising" er således en prequel til de tidligere omtalte titler. Vi begynder i det besatte Litauen, endnu en sovjetisk republik, midt under 2. verdenskrig. Her oplever drengen Hannibal det værst tænkelige mareridt, da iskolde bevæbnede soldater trænger ind i familiens hjem og efterlader ham som traumatiseret søster- og forældreløs.
 

Store traumer

Med disse uhyggelige traumer i bagagen ender Hannibal indespærret på et sovjetisk børnehjem. Teenageren finder dog en flugtvej og kæmper sig på mirakuløs vis gennem jerntæppet til Paris’ forstæder, hvor han opsøger sin eneste overlevende slægtning, en rig onkel.
 

En indædt kamp

Hannibal erfarer hurtigt, at onklen er død, men onklens japanske enke tager sig kærligt af ham, får ham til at tale igen og vækker hans interesse for mad og kultur. Samtidig bliver hun en vigtig base for Hannibal i hans egen indædte kamp for retfærdighed på den afdøde families vegne.
 

Smag for at dræbe

Hannibal udvikler smag for at dræbe, og han øver sig på en lokal slagter, der har sagt grovheder til den japanske enke. Herefter planlægger Hannibal minutiøst at opsøge og dræbe hver eneste af de koldblodige bødler, der gjorde ham søster- og forældreløs, hvilket bl.a. bringer ham tilbage til Litauen.

Makaber æstetik
Den britiske instruktør Peter Webber, der opnåede stor succes med sin meget æstetiske historiske kærlighedsfilm Pige med perleørering (2003), fandt i Hannibal Rising endelig et manuskript, som han kunne lægge al sin energi i, en historie med kant og enorme spændinger, et projekt der var så forskelligt fra hans tidligere film, at det umiddelbart fangede hans interesse.
 

Æstetisk sans

Man må sige, at der er uendelig stor forskel på perleøreringens kærlighedsglimt og Hannibals hadefulde vanvid. Webber viser, at hans æstetiske sans også fungerer i denne hadefulde og makabre kontekst: filmen har et unikt visuelt udtryk, der meget overbevisende skaber den nødvendige kulisse til den smertefulde og følelsesmæssigt sammensatte historie.
 

Meget højt niveau

Fotograferingen og scenografien har et kunstnerisk meget højt niveau, og fotografen Ben Davis arbejder stilfuldt med stærke kontraster i både knivskarpe og grumsede scener for at skabe en underbyggende visuel indpakning til de mættede frustrationer.
 

Fortættede billeder

Billederne er fra første scene fortættede og dragende, og man fornemmer at fotografen har en personlig historie at fortælle. Davis’ kan man roligt sige geniale arbejde med lys og skygge og farvetoner giver begivenhederne en fascinerende kunstnerisk dimension, der gør filmen visuelt uhyggeligt klar og uafrystelig. De centrale makabre sekvenser vil blive husket for deres fascinerende afskyelige detaljerigdom. Scenografien er meget gennemarbejdet, og alle kulisser og locations er troværdige.

Både absurd monster og helt
Instruktøren lykkes flot i sin fortolkning af det meget forklarende manuskript og undgår at give tilskueren alt for oplagte forklarende scener. Dobbeltheden i Hannibal Lecters karakter, hvor vi både opfatter ham som helt og som absurd monster, fungerer godt i Webbers omhyggelige instruktion.
 

Sympati med antihelten

Tilskueren kan ikke sige sig fri for at fatte sympati med antihelten: et fortællermæssigt billigt virkemiddel, der fra forfatteren Thomas Harris’ side jo kun er skrevet for at appellere til et bredere publikum. Hvis Hannibal Lecter var skildret udelukkende som praktiserende kannibal og helt uden følelser, ville 90% af publikum være stået af på forhånd.
 

Forklarende kontekst

Men netop i denne forklarende kontekst, hvor Hannibals fortid dissekeres, er det uundgåeligt at bringe mere menneskelige sider af karakteren ind i billedet. Han var jo trods alt kun en lille uskyldig dreng, der blev udsat for mental tortur af ubegribelige dimensioner.
 

Grundig behandling

Filmen tager sig i langt de fleste scener grundigt af sit materiale og skaber en god og overbevisende kontekst. Dette medvirker til at "legalisere" de makabre gerninger, og når filmen fungerer bedst, forekommer disse handlinger ikke overdrevne eller malplacerede.
 

Tidspressets beskæring

Senere i filmen bliver omhyggeligheden desværre udsat for tidspressets beskæring, og actionscenerne falder som dominobrikker, hvilket er ødelæggende for den ellers gennemgående troværdige fortællestil.

Utilregnelig mørk dramatik
I hovedrollen som den unge Hannibal Lecter ses franske Gaspard Ulliel, omhyggeligt castet til den krævende rolle. Ulliel er overbevisende i sine forstenede ansigtsudtryk, og han overspiller ikke på noget tidspunkt de højspændte scener.
 

Massemordets psykologi

I sin omhyggelige research til rollen studerede Ulliel blandt andet Anthony Hopkins’ spil, læste uhyggelige rapporter om massemorderes psykologi og skar i lig for at leve sig mere ind i rollen.
 

Utilregnelig mørk dramatik

Ulliel har en fascinerende og utilregnelig mørk dramatik i sit udtryk, hvilket er en fin videreudvikling af Hopkins’ legendariske spil. Som Hannibals japanske mentor ses en tilpas afdæmpet Gong Li. I en uomtvisteligt usympatisk skurkerolle ses overbevisende Rhys Ifans (dumme svin!), og Dominic West spiller med karakter som politiopdageren Popil.
 

Visuelt betagende

"Hannibal Rising" er først og fremmest et visuelt betagende bekendtskab, og mange af historiens klichéer er så fint indpakket i Webbers virtuositet, at de passerer igennem uden videre paskontrol. På samme måde oplever man ikke musikken og lyddesignet som malplaceret: hér kommer den stærke fortællestil i forgrunden, så lydbilledet ikke bliver pinligt anmassende. Man drages af den barske og kyniske historie, der - lagt i hænderne på Thomas Harris - i overført betydning - kan ædes råt.