1:1 (2006)

Instruktør Annette K. Olesen har haft succes med at skabe film med omdrejningspunkt i hverdagens små problemer og intriger, og hun har hér fundet det nærliggende at fortsætte problematiseringen på et højere plan, der involverer hele samfundet: Integration. Hvis man på baggrund af Olesens tidligere film havde grund til at nikke med en vis anerkendelse, må man hér desværre nikke den anden vej.
 

En hemmelighed

Teenagepigen Mie er kæreste med palæstinenseren Hadi. Dette er selvsagt en hemmelighed for Hadis forældre, der er rettroende muslimer (moren hjemmegående, striks og nærgående i sine spørgsmål; faren taxachauffør med faste nattevagter).
 

Vold på åben gade

Mie bor selv midt i Avedøre stationsby i en højt beliggende lejlighed og med moren Søs. Da Mies bror en dag havner i koma efter en gang brutal vold på åben gade, mistænkes Hadis bror Tareq for overfaldet – hvilket skaber store gnidninger Mie og Hadi imellem, og ikke mindst imellem Hadi og hans bror.
 

En blød vagt

Vagten, der fandt Mies bror i en blodpøl, viser stor empati og opsøger Mies familie på hospitalet, bare for at høre, hvordan broren har det. Via den lokale bokseklub, hvor Tareq er udtaget til danmarksmesterskabet, holder den bløde vagt sig orienteret om, hvem der er mistænkt i sagen.
 

Moraliserende rolle

Mies mor Søs er gået i selvsving og tager nogle ture, hvor hun bliver et ganzfelt af frustration, særligt da hendes mor (Helle Hertz) kommer på visit og påtager sig den moraliserende rolle og giver Avedørebyen skylden for overfaldet.

Fupz' manuskriptmaskine
Ovenpå dette handlingsresume står det muligvis klart for læseren, at Kim Fupz Aakesons manuskript er proppet med (konstruerede) integrations-budskaber. Alle fordomme er igennem Fupz' manuskiptmaskine, og historien tager samtidig sig selv så alvorligt, at der nærmest strømmer blod, sved og tårer ned ad biograflærredet, mens begivenhederne udspiller sig i levende billeder.
 

Ujævn iscenesættelse

Læg hertil den meget ujævne iscenesættelse, der scene efter scene søger sensationen i det villede og overdramatiserede manuskript – og går tæt på "folk af fremmed etnisk herkomst", så familien Danmark kan få sig en ekstratime i integration.

Belærende og moraliserende
Enhver scene i filmen er på den ene eller anden måde gennemsyret af et belærende eller moraliserende budskab, lige fra de nære familieskærmydsler til de store integrationsspørgsmål, og i Olesens iscenesættelse falder begivenhederne så usandsynligt, at man er ved at tabe underkæben. Generelt er skuespillet under middel.