Så som i himmelen (2004)

En af svensk films ældre hyggeonkler, instruktøren Kay Pollak, følte sig efter rigtig mange års pause kaldet til at fabrikere endnu en spillefilm. Materialet sørgede han selv for, men inspirationen er tydeligvis hentet fra en helt anden verden, nemlig Hollywood.
 

Misforstået drama

Så havner vi i det gode gamle, vamle misforståede drama: Mange europæiske instruktører tror ganske enkelt, at film skal skrues sammen efter amerikanske standarder, ikke at deres valg er foretaget på baggrund af underbevidsthedens luner, men fordi de synes, at det bare er rigtig dejligt med Hollywoods kausale og forløsende fortællemønster, så det må de da helt sikkert bare overføre på deres historie - i dette tilfælde en svensk en af slagsen.
 

Hollywood elsker denne type film

Omvendt elsker Hollywood europæiske film som Kay Pollaks - fordi de minder om den amerikanske stil (europæerne kan også skrive "rigtig gode" historier, der giver mening og ender lykkeligt, derfor nominerer vi dem til en oscar).

Fra stress til de nære ting
Den verdensberømte dirigent Daniel Daréus (Michael Nyqvist) bukker i filmens hæsblæsende anslag under for succesens stress og jag, og han vælger at gå under jorden, nærmere bestemt købe en gammel skole på sin barndomsegn.
 

Store visionære linjer

Nu skal det være slut med turneer og symfoniorkestre, der ikke kan forstå dirigentens store visionære linjer. I skovens dybe, stille ro burde der kunne findes tid til meditation som afløsning for voldsom næseblod og rødsprængte øjne.
 

Hjemme på barndomsegnen

På barndomsegnen fatter man hurtigt interesse for dirigentens indflytning. De fleste er ikke i besiddelse af så megen kulturel kapital, at de ved, hvem Daréus er - eller overhovedet hvad det vil sige at være dirigent. Men der er nogle stykker, der med interesse har fulgt den verdensberømte dirigent og som med ærefrygt betragter hans hjemkomst til de landlige omgivelser.
 

Langsom opblødning

Kirkens lille amatørkor vil hellere end gerne gøre brug af dirigentens kompetencer, men Daréus nægter - han vil aldrig mere svinge en dirigentstok. Efter lidt tid i lokalmiljøet begynder han dog at bløde op - måske i særlig grad på grund af den lokale købmandsjomfrus skønsang - og snart bliver Daréus korets leder.
 

En hård dirigentkamp

Det bliver begyndelsen til en hård kamp for dirigenten, for kirkens kor består af en mindre gruppe af landsbytosser, båtnakker, gammeljomfruer - og sågar en "dåre"(!), så det er en meget stor tålmodighedsprøve.

Alle træer gynger gren i gren
Moralen er så hér, at er man bare tålmodig og vælger at se på det positive frem for det negative, så findes der skjulte guldgruber i alle mennesker, og måske endda amors pile bliver skudt af, og - ja, det er bare så smukt, at alle træer gynger gren i gren på kryds og tværs af art og etnicitet.
 

Hyperventilerende plot

I Kay Pollaks hyperventilerende lykkelig-love-you-plot går sol, måne og stjerner op i en højere enhed, vel at mærke efter at vi har været igennem en klassisk grundpakke af dramaturgiske sidespring.
 

Heftige modhager

Hvad siger tilskueren for eksempel til en herlig omgang hustruvold, serveret af egnens dysfunktionelle lastbilschauffør Conny? Dette er blot en blandt mange tråde med heftige modhager, som Kay med sin kompromisløse årsag-virkning-fortællestil trækker i.

Alt det gode fra Hollywood
Ikke alle europæiske film skal være kunstfilm, og det er helt i orden at skabe film med kausale og overfladiske linjer. Dér hvor filmen knækker er, når instruktører som gamle Kay konsekvent og fuldkommen uden charme copy-paster alt det gode fra Hollywood og sætter det ind i en svensk kontekst.
 

En art humor

Ganske vist forsøger han med en art humor at skabe en vis forbindelse til noget unikt svensk, men denne såkaldte humor befinder sig på et så krampagtigt plan, at man må korse sig - himmelvendte øjne er så absolut det nærmeste man kommer filmens platte titel.