Om gud vill (2006)

Instruktør, hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter Amir Chamdin instruerer her sin første spillefilm efter at have stået bag kameraet på en lang række musikvideoer. Det er ganske sikkert netop i Chamdins erfaring fra musikvideoens ofte meget lyriske fortællestil, at vi skal hente dele af forklaringen på spillefilmsdebutens succes.
 

Charmerende velfortalt

"Om gud vill" er den mest charmerende, afdæmpede, stemningsmættede og velfortalte film, som Sverige har lagt navn til i rigtig mange år, og det er en eftertrykkelig effekt af det velskrevne manuskript, at filmen efterlader sin tilskuer i godt humør.
 

Længselsfuld i Stockholm

Stockholm anno 1975. Juan (Chamdin) venter længselsfuldt på at blive familiesammenført: det varer ikke mange dage, inden hans kone kommer til landet. Imens går han hvileløst rundt og passer sine to utilfredsstillende arbejder; grøntsagspakker og rengøringsassistent på en natlukket McDonald's.
 

En uventet forelskelse

En dag møder han en charmerende, engelsktalende kvinde ved busstoppestedet. Kvinden, Juli (Nina Persson), lader til at traske formålsløst rundt i storbyen, og de to finder i de kommende dage sammen og bliver mere og mere forelskede. Det er selvfølgelig ikke uproblematisk, da Juan jo er gift, men - om gud vil - kommer der alligevel noget godt ud af deres stunder sammen.

Usentimental forelskelse
Det kan lyde lige lovlig sentimentalt, og det havde det formodentlig også været, hvis Chamdin havde valgt en traditionel narrativ fortællestil, hvor begivenhederne var stærkt kausale, og det hele gik op i en højere enhed, hvor alle fugle gik i falset.
 

Atmosfærefortættet drama

Chamdin har netop en interesse i at skabe sin film som et stemningsmættet og atmosfærefortættet drama, der ligger langt fra mainstreamfilmens overfladiske gennemsnit, og hér har han hentet megen inspiration fra sin egen baggrund som en af Sveriges mest profilerede musikvideoinstruktører.
 

Ikke nødvendigvis en struktur

Musikvideoer er meget ofte film af lyrisk karakter, det vil sige, at de ikke nødvendigvis har nogen fortællermæssig struktur men i høj grad baserer sig på stemninger, hvor tilskueren får lov at associere egne tanker til eksperimenterende, mere kunstnerisk orienterede billedkompositioner.

Den virkningsfulde sansereduktion
Det klæder "Om gud vill", at den blander en række af den lyriske films kunstneriske stil sammen med en helt jordnær kærlighedshistorie. Filmens meget bevidste sort/hvide fotografering kan siges at være en lyrisk kliché, en sansereduktion på et banalt plan, men faktum er, at Chamdins film ikke ville have fungeret i farver - overhovedet ikke - hertil er den i stil og stemning, skuespil og billedkomposition så minimalistisk, at farverne ville have lagt sig som vammel candyfloss over produktionen.
 

Kort & kikset intermezzo

I et kort - og kikset - intermezzo, hvor det dansende og flirtende par pludselig skal danse til moderne musik, skifter Chamdin over i farver, og her ser vi netop et glimrende eksempel på, hvorfor filmen fungerer så strålende i sort/hvid.

Ingen udspartling
Chamdins og Nina Perssons samspil fungerer pænt, begge kommer de til filmen uden skuespillerkompetencer - det mærker man ikke i hæmmende grad. De formår at indfange kernen i den flyvske forelskelse og spille op til stilen i filmen, der hele tiden reducerer i stedet for at proppe og spartle ud. Selvom birolleindsatserne er af blandet kvalitet, finder vi enkelte hjertelige portrætter, der er med til at gøre "Om gud vill" til så hjertelig en oplevelse, som den er.