Das Leben der Anderen (2006)

Hårdt optrukne linjer mellem de gode og de onde præger Florian Henckel von Donnersmarcks prisbelønnede storfilm "Das Leben der Anderen".

Indebrændt og kærlighedsløs

Stasiagtenten Gerd Wiesler (Ulrich Mühe) lever et forfærdeligt indebrændt og kærlighedsløst liv med base i en iskold og minimalistisk indrettet lejlighed med summende kunstbelysning på ellevte sal. Dette står i bevidst og kraftigt stemningsforstærkende kontrast til dén mand, han så indædt overvåger.
 

En vellidt mand

Nemlig kunstneren, digteren, den vellidte og smukke Georg Dreyman (Sebastian Koch), der har et velfungerende og stimulerende kærlighedsliv – og bor i en lækker og varm herskabslejlighed med behagelig og beroligende belysning.
 

Elektronisk udstyr

Stasiagenten udfører med glæde ordren fra en magtfuld kulturminister, der gerne vil have fingre i Dreymans kone. Hele udstyret sættes op i Dreymans lejlighed, og agent Wiesler indtager loftsrummet med hovedtelefoner og elektronisk udstyr til langt op over begge ører, mens han langsomt – men sikkert – drages mere og mere af parret nedenunder. Kan han holde den professionelle skanse?

Skisma på understøttelse
Musikken indtræder i blokke af melankoli og understøtter på bedste Hollywoodvis de svære etiske skismaer filmen igennem. Kameraet fører os samtidig tættere og tættere på stasimanden, mens han sidder og bliver helt rørstrømsk, da kunstneren i lejligheden under ham "gennem hovedtelefonerne" er ved at tage afsked med sin kone.
 

Yderst kalkuleret musik

Der er tale om sart harmonisk og yderst kalkuleret musik, der gennem hele produktionen snarere giver filmen et troværdighedsproblem end underbygger og støtter. Autenticiteten i hele overvågningsskismaet må på lydsiden vel menes at ligge netop i overvågningens egne tavse verden?

Kommerciel skabelon
Der er gjort meget ud af at skabe så knivskarpe og virkelighedstro billeder som muligt, enhver indstilling er skabt efter en tydeligt kommercielt tænkt skabelon, der læner sig tæt op ad Hollywood og tilsidesætter egentlig kunstnerisk originalitet.
 

Kunstigt sødede overtræk

Dette dominerende og i virkeligheden kunstigt sødede overtræk er en klar hæmsko for filmen, der jo gerne vil skildre stasitidens rædsler troværdigt, men som ender med at fabrikere en tysk udgave af en Spielberg-film, helt uden nationalt eller kunstnerisk særkende.

Velfinancieret udstyrsstykke
Filmen er et udstyrsstykke, en velfinancieret og dyrt udseende produktion. Det, filmen måtte forventes at bidrage med til vores forståelse af "stazismens" storhedstid, bliver i stedet dybt begravet i knivskarphed og velbevarede Trabanter på gadehjørnerne.
 

Gennemskueligt ekstatiske spændinger

Der opbygges helt gennemskueligt ekstatiske spændinger undervejs, men udløsningen udebliver i den fantasiløse iscenesættelse, hvor skuespillet kun er jævnt godt. Tag et nærmere kig på knivskarpheden i filmen – det er dræbende banal instruktion i et flot håndværk uden personlighed.