The Day of the Devil (1993)

    En undsluppet mentalfange driver gæk med politiet og gemmer sig under talrige forklædninger og satanistiske hemmeligheder.


    MORSE I HELVEDE

    Inspector Morse, sæson 7:

    Deadly Slumber (1993)

    The Day of the Devil (1993)

    Twilight of the Gods (1993)

     

    Da sexforbryderen John Peter Barrie, der er kendt som "djævlens discipel", undslipper en maksimalt sikret mentalinstitution, sætter politiet alle mand ind for hurtigt at få ham fanget. Kriminalbetjent Morse søger hjælp hos Barries kvindelige psykiater Esther Martin, der har haft megen personlig kontakt til patienten og burde kunne lede politiet i den rigtige retning.

    Ultimatum for Morse
    John Peter Barrie stiller Morse et ultimatum i telefonen: Hvis ikke han udleverer psykiateren til ham, vil Morse komme til at fortryde det. Da Morse ikke vil spille efter Barries regler, indser han, at den gale mand hurtigt sætter handling bag sine trusler.
     

    Satanistisk mystik

    Gennem et spind af satanistisk mystik og en markant hadets aura bevæger Morse og Lewis sig rundt på gyngende grund, hvor Barrie hele tiden glider mellem hænderne på dem. Ikke mindst fordi han er en mester i at forklæde sig selv, hvormed politiets efterforskning hele tiden forsinkes yderligere. Da et af medlemmerne i en lokal satanistisk klub bliver myrdet, indser Morse efter lange og kryptiske tankerækker, at han har været ledt ad gale veje.

     

    Klassiske spilleregler
    Instruktør Stephen Whittaker går grundlæggende til sit Morse-materiale med seriens klassiske og nærmest "hellige" fortælletekniske spilleregler. Dog er episoden i noget højere grad, end vi er vant til, peppet op af dramatisk musik og farvestrålende ikonografi som tydelige markører på historiens kultiske og mystiske tematik.
     

    Mange hidsige violiner

    Der går lidt for meget ramasjang i de mange hidsige violiner, og flere scener med kidnapning, vold og rituelle handlinger synes ikke helt tilpasset Morse-seriens karakteristiske ro. Den lidt sitrende og farvestrålende indpakning ændrer dog ikke ved, at episoden stadig rummer seriens fundamentale kvaliteter, herunder betagende skuespil, skæve biroller og klassisk britisk charme.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024