The Squid and the Whale (2005)

En skilsmisse er altid et familiært og menneskeligt kaos, som ikke lader sig idyllisere. Dette definitive faktum har instruktøren Noah Baumbach helt fattet, og han formidler det uforsødede budskab på en afdæmpet og i store træk naturlig facon.
 

Høje tanker om at være højtuddannet

Familien Berkman består af to praktiserende forfattere (Jeff Daniels og Laura Linney), der begge er ph.d. i litteratur og har høje tanker om dét at være højtuddannet. Deres to sønner bliver begge lidt chokerede over forældrenes pludselige udmelding om skilsmisse.
 

Nørdet litteraturstuderende

Den ene søn Walt (Jesse Eisenberg) er den nørdede litteraturstuderende, der læner sig meget op ad faderens holdninger til de store klassikere. Den noget yngre, men meget livsfilosoferende Frank (Owen Kline) har mindre akademiske præferencer, til sin fars store fortrydelse.
 

Forskellige reaktioner på sidespring

Walt reagerer affektivt på afsløringerne om moderens sidespring, mens Frank kun synes, det er spændende og forfriskende, at hans mor kommer sammen med dén tennistræner, som han selv ser op til. Den langskæggede familiefar trækker sig lidt ind i sig selv og sin skriveblokering, men han liver op, da en af hans billedskønne studiner flytter ind i et værelse i hans nye lejlighed

Letløbende hverdagsligt

Noah Baumbachs manuskript er letløbende hverdagsligt og troværdigt, begivenhederne er jordnære og kunne med lethed have fundet sted i hjemlige akademiske hjem. Hvad der er karakteristisk for filmen er, at den trods sin tydeligt uafhængige og nybølgeprægede fortællestil alligevel hænger fast i en form for konventioner, der allerede har tegnet sig i independent-grenen af den amerikanske filmproduktion.
 

Væk fra det faconsyede

Man ser i mange amerikanske uafhængige produktioner, at de på mange områder fjerner sig fra Hollywoods faconsyede univers, hvilket er yderst forfriskende og giver en mod på igen at se amerikanske film.

Konstans på lydsiden
Hvad der synes at gå igen i flere af disse film er en særligt flydende fortællestil, hvor flere temaer i handlingen er ude at svæve og bindes sammen fx af en konstans på lydsiden - i denne film tidstypiske popmelodier, der er nedtonet til stemningslydtæppe.
 

Intimiteten begrænses

Det skal selvfølgelig gøre fortællingen mere frisk, at der er rytmer på lydsiden, men oplevelsen af intimitet begrænses og går ud over tilskuerens naturlige tolkning af begivenhederne.
 

En angst for stilhed?

Forekomsten af musik synes i mange af filmens scener at være resultatet af en angst for stilhed og stilstand i netop familiært intime scener. Man forestiller sig scenerne uden den udtalte tapetsering og ser for sig en langt mere ægte oplevelse.

Intenst kammerspil
Musikken er ikke altødelæggende for filmoplevelsen, men det er interessant at observere, at der selv i amerikanske uafhængige filmkredse stadig er en tendens til at fremmedgøre begivenhederne fra virkeligheden: Det skal stadig helst kunne mærkes, at der er tale om en film.
 

Intens oplevelse

Noah Baumbachs film er som kammerspil en intens og komprimeret oplevelse, der først og fremmest er båret af gennemslagskraft fra de fire familiemedlemmer, flot og karakterstærkt spil.

Dybe roller
Rollerne har dybde og intensitet og skarp identitet: Det er ikke svært at leve sig ind i de forskellige følelser, der er på spil på kryds og tværs af familiens kaos. Der er kun ganske få overdrivelser i manuskriptet, filmen er et behageligt og velafstemt hverdagsdramatisk indblik i en amerikansk akademikerfamilie.