The Squid and the Whale (2005)

En skilsmisse er altid et familiært og menneskeligt kaos, der ikke lader sig idyllisere. Dette definitive faktum har instruktøren Noah Baumbach helt fattet, og han formidler det uforsødede budskab på en afdæmpet og i store træk naturlig facon.
 

Høje tanker om at være højtuddannet

Familien Berkman består af to praktiserende forfattere (Jeff Daniels og Laura Linney), der begge er ph.d. i litteratur og har høje tanker om dét at være højtuddannet. Deres to sønner bliver begge lidt chokerede over forældrenes pludselige udmelding om skilsmisse.
 

Nørdet litteraturstuderende

Den ene søn Walt (Jesse Eisenberg) er den nørdede litteraturstuderende, der læner sig meget op ad farens holdninger til de store klassikere. Den noget yngre, men meget livsfilosoferende Frank (Owen Kline) har mindre akademiske præferencer, til sin fars store fortrydelse.
 

Forskellige reaktioner på sidespring

Walt reagerer affektivt på afsløringerne om morens sidespring, mens Frank kun synes, det er spændende og forfriskende, at hans mor kommer sammen med dén tennistræner, han selv ser op til. 

Ind i en skriveblokering

Den langskæggede familiefar trækker sig ind i sig selv og sin skriveblokering, men han liver op, da en af hans billedskønne studiner flytter ind i et værelse i hans nye lejlighed

Letløbende hverdagsligt

Noah Baumbachs manuskript er letløbende hverdagsligt og troværdigt, begivenhederne er jordnære og kunne med lethed have fundet sted i hjemlige akademiske hjem.

Hænger fast i konventioner

Det, der er karakteristisk for filmen, er, at den trods sin tydeligt uafhængige og nybølgeprægede fortællestil alligevel hænger fast i en form for konventioner, der allerede har tegnet sig i independent-grenen af den amerikanske filmproduktion.
 

Væk fra det faconsyede

Vi ser i mange amerikanske uafhængige produktioner, at de på mange områder fjerner sig fra Hollywoods faconsyede univers, hvilket er yderst forfriskende og giver mod på igen at se amerikanske film.

Konstans på lydsiden
Hvad, der synes at gå igen i flere af disse film, er en særligt flydende fortællestil, hvor flere temaer i handlingen er ude at svæve og bindes sammen fx af en konstans på lydsiden – i denne film tidstypiske popsange, der er nedtonet til et stemningslydtæppe.
 

Intimiteten begrænses

Det skal selvfølgelig gøre fortællingen mere frisk, at der er rytmer på lydsiden, men oplevelsen af intimitet begrænses og går ud over tilskuerens naturlige tolkning af begivenhederne.
 

En angst for stilhed?

Forekomsten af musik synes i mange af filmens scener at være resultatet af en angst for stilhed og stilstand i netop familiært intime scener. At forestille sig scenerne uden den udtalte tapetsering resulterer umiddelbart i en langt mere ægte oplevelse.

Intenst kammerspil
Musikken er ikke altødelæggende for filmoplevelsen, men det er interessant at observere, at der selv i amerikanske uafhængige filmkredse stadig er en tendens til at fremmedgøre begivenhederne fra virkeligheden: Det skal stadig helst kunne mærkes, at der er tale om en film...
 

Intens oplevelse

Noah Baumbachs film er som kammerspil en intens og komprimeret oplevelse, der først og fremmest er båret af gennemslagskraft fra de fire familiemedlemmer i flot og karakterstærkt spil.

Dybe roller
Rollerne har dybde og intensitet og skarpe identiteter: Det er ikke svært at leve sig ind i de forskellige følelser, der er på spil på kryds og tværs af familiens kaos. Der er kun ganske få overdrivelser i manuskriptet. Filmen er et roligt hverdagsdramatisk indblik i en amerikansk akademikerfamilie.