Cabin Fever (2002)

En bilfuld kissemissende, øldrikkende og højtråbende unge amerikanere er på vej ud på bøhlandet, hvor de skal tilbringe en weekend i et øde beliggende sommerhus.
 

Ølbøvsende unge

Der snaves og ølbøvses og skændes hele vejen gennem landskabet, og da først de når huset, fortsætter intrigerne - ikke mindst de seksuelle - mellem babes og skovmandsskjorteklædte, virile fyre.

Rædselskabinet
Midt i denne "civiliserede idyl" banker det pludselig på døren, og en tydeligvis dødeligt virusinficeret, opsvulmet, hostende, harkende, rallende og øjenrullende, usoigneret, bebumset og på alle måder klam fyr beder om hjæææælp - han er på gravens rand.
 

Grebet af panik

Grebet af panik nægter ungdommen at hjælpe dette slimopkastende gespenst - og hvad skal de nu gøre, fanget i ødemarken langt fra civilisationen og gyseligt grebet af panik ved tanken om, at virusen kan smitte..?
 

Udsøgt arketypisk

"Cabin Fever" er et udsøgt arketypisk eksempel på ambitionsdescinficeret fortællelyst, hvor den eneste flig af en art kunstnerisk begavelse ligger i filmens første tre uafklarede og etablerende minutter.

Urinstinkter!
Filmen baserer sig helt og aldeles på urinstinktive forsvarsmekanismer, frygt og rædsel, forskansning og isolation. Film med disse temaer som bærende fundament kan i sagens natur sagtens være stærke, ubehagelige og medrivende film, da de i effektiv iscenesættelse kan røre ved nogle centrale nerver i os alle.
 

Plat optik

Men i Eli Roths pænt sagt platte optik udgør bærestenene i bedste fald en anledning til at vende øjnene mod himlen. Det er forbløffende fortænkt, kommerciel mainstream, klichéblævret og er i det rette segment (af små, sodavandsdrikkende teenagepiger) muligvis "nasty". Men skåret ind til benet et stort ovalt 0.