The General (1926)
En lokomotivfører rejser under den amerikanske borgerkrig bag fjendens linjer for at genfinde sit stjålne lokomotiv og sin kidnappede kæreste.
TEKNISK FULDENDT
Komikeren Buster Keaton fik frie tøjler af Metro Pictures, da han efter pålideligt indbringende produktioner fik idéen til "The General". En stor og dyr produktion, der med udgangspunkt i en virkelig begivenhed under den amerikanske borgerkrig skulle føre Keaton mod hans hidtidigt største succes.
Keatons personlige favorit
Filmen, der forblev Keatons personlige favorit, er ikke uden grund udnævnt til en af stumfilmperiodens største klassikere. Fortællestilen bærer præg af en nærværende og tidløs realisme gennem den rytmiske klipning og narrative enkelthed i naturens egen kulisse.
Periodens typiske komik
At den grundlæggende tone i historien er komisk vokser mere ud af periodens altoverskyggende tradition end ind i filmens besjælede nerve. Rytmen er taktfast, som oftest til lokomotivernes fascinerende mekanik, og alle detaljer i spil, klipning og gags er behændigt og kompromisløst resultatet af en mands kunstneriske vision.
Hæsblæsende flugt
Keaton spiller lokomotivføreren Johnny Gray, der på grund af sit vigtige job - og til sin egen store skuffelse - ikke får lov til at melde sig i hæren under den amerikanske borgerkrig. Da hans lokomotiv - og kødelige kæreste Annabelle (Marion Mack) bliver stjålet, bliver Johnny Gray dog hurtigt sin egen enmandshærs øverstkommanderende på skinnerne, primært i hæsblæsende flugt fra fjenden, der jagter ham i røg og særdeleshed damp.
Fremdriften ikke komisk
Keatons komiske spillestil er ikke ulig Chaplins, og "The General" indeholder mange falde på halen-scener. I den fortættede og nærmest actionfilmsprægede stemning bliver det komiske islæt dog mere en slags afvæbnende virkemiddel end filmens egentlige fremdrift.
Lokomotivet i hovedrolle
Fremdriften ligger i vid udstrækning i lokomotivets hovedrolle og dén fysikalitet, det udstråles omkring det. Det er mekanik, det er drivkraft, det er råt og til at tage og føle på, men samtidig er fremdriften også emotionel: jo hurtigere lokomotivet pumper, jo hurtigere kan Johnny genforenes med sin kæreste.
Teknisk fuldendt
"The General" er uanset hvordan man vender og drejer den teknisk fuldendt og et imponerende eksempel på tidlig kunstnerisk begavelse inden for filmkunsten. Hver scene har sit element af elegant timing og pudsige vinklinger på både fortællestil og kamera.
En afgørende scene
Filmen er især kendt for den afgørende scene, hvor et lokomotiv styrter ned i en kløft fra en høj bro. Dette stunt var ikke et filmtrick og hørte længe til filmhistoriens dyreste med sine $50.000. I mange år efter filmoptagelserne kunne man tage forbi kløften og se vraget med egne øjne.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1926, USA, Komedie, Action, Romantik, Tog på film, 80 min.
Dansk titel: Generalen- Buster Keaton (Johnny Gray)
- Marion Mack (Annabelle Lee)
- Glen Cavender (Union Capt. Anderson)
- Jim Farley (Gen. Thatcher)
- Frederick Vroom (Confederate General)
- Charles Henry Smith (Mr. Lee)
- Frank Hagney (Recruiter)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation