Whom the Gods Would Destroy (2007)

    Inspector Lewis og hans nye makker efterforsker et mord, der hurtigt leder dem ind bag murene på Oxford Universitet.


    POST MOR"S"EM

    Sammenhængende episoder:
    Sæson 1:
    Inspector Lewis: Whom the Gods Would Destroy (2007)
    Inspector Lewis: Old School Ties (2007)
    Inspector Lewis: Expiation (2007)

    Sæson 2:
    Inspector Lewis: And the Moonbeams Kiss the Sea (2008)
    Inspector Lewis: Music to Die For (2008)
    Inspector Lewis: The Great and the Good (2007)

    Der opstod et næsten ubærligt tomrum, da Inspector Morse døde for åben skærm i den sidste episode af tv-serien af samme navn. Savnet blev ikke mindre, da manden i Morse, John Thaw, selv døde af cancer ikke længe efter.

    Lewis' forfremmelse
    Her godt seks år senere har Morses trofaste makker gennem alle episoderne, Lewis (Kevin Whately), etableret sin egen række af Tv-krimier, løseligt baseret på Colin Dexters karakterer.
     

    Fint & sofistikeret

    Den første i rækken er denne fine og sofistikerede episode, der hviler helt og holdent i sig selv og er en værdig hyldest til afdøde Morse. Lewis og hans nye makker, James Hathaway (Laurence Fox), efterforsker et mord, der hurtigt leder dem på sporet af en kommende rektor på Oxford Universitet.
     

    Ikke rent mel i posen

    Det viser sig, at den kommende rektor i sine unge dage dannede en lille gruppe sammen med nogle medstuderende under navnet 'Sons of the Twice Born'. Ingen af dem havde rent mel i posen dengang, men hvem forsøger at dække over hvem?

    Græske koder
    Lewis må dykke ned i den græske mytologi for at forstå koder og motiver - og for at kunne følge med sin unge makker, der har temmelig godt styr på det historiske. Kunsten for Whately består både i at træde ud af John Thaws, altså Morses, skygge og selv i karakter, og samtidig 'være sig selv'.

    Raffineret
    Det lykkes. Og ganske raffineret. Manuskriptet tillader de nødvendige overraskelser, links tilbage i tiden og små forklaringer, uden at det bliver hverken prætentiøst eller poppet. Whately har selvfølgelig ikke John Thaws karisma, men det er heller ikke ham, som han - og for den sags skyld serien 'Lewis' skal holdes op imod.

    Karakteren formes
    Lewis skal have chancen for at forme sin egen karakter, nu i hovedrollen og under andre omstændigheder, med en ny makker, og i nye udfordringer. Fortællestilen lægger sig umiddelbart tæt op ad 'Morse', og det er helt i orden. Serien er jo en form for efterfølger. Lewis skal stadig opklare mord i og omkring Oxford.

    Stilistiske valg
    Derfor synes det stilistiske valg velovervejet. Man fornemmer samtidig et både socialt og humoristisk potentiale i det nye makkerpar, hvor rollerne meget kvikt er byttet omvendt om - sådan at forstå, at Lewis stadig er 'den dumme', nu bare med magten, mens hans væsentligt yngre makker har en universitetsuddannelse i teologi.

    Episoden er en behersket, lødig og intelligent videreførelse af 'Morse'-seriens æstetik og narratologi - sammenligningen er nødvendig, da 'Lewis' må betegnes som en fortsættelse.

    Pheloung atter komponist
    Rart er det også, at det igen er Barrington Pheloung, der står for underlægningsmusikken. Om end temaet ikke er det mest iørefaldende, er den generelle stemningsmusik overvejende behagelig.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024