Knallhart (2006)

    En 15-årig dreng flytter med sin mor til et belastet berlinerkvarter og lærer at blive hårdfør - med fatale følger.


    VAGE KNYTNÆVER

    En bombastisk og effekttilplastret tysk ungdomskrimi, der går "bag facaden" på Berlins mere hårdkogte undergrund og sætter hovedpersonens uskyldige, jomfruelige og naive livssyn på en hård prøve.
     

    Fra forkælet til udfordret

    David Kross spiller 15-årige Michael, der kommer fra en forkælet tilværelse hos sin stedfar i en rig forstad, men nu er han og moderen (Jenny Elvers-Elbertzhagen) sat på gaden og er nødt til at flytte ind under langt mere primitive forhold.

    Volden hersker
    Michael havner også på en skole, hvor volden og kriminaliteten hersker, og han kommer hurtigt i unåde blandt skolens hårdeste tosprogede bananer, der afkræver ham penge og gør ham til grin.
     

    Hård i filten

    For at overleve i denne nye situation, er Michael nødt til at blive mere hård i filten, og han evner at finde de rette mafialignenede forbindelser, der giver ham ny magt men også sætter ham i risikozonen for at lave noget rigtigt grimt.

    Knytnævernes paradis
    "Knallhart" eksponerer effektivt sin unge hovedperson, der har den rette uskyldige og attraktive udstråling til at udfolde historiens primære "clash" mellem det jomfruelige og knytnævernes paradis.
     

    Tyndslidt kliché

    Unge David Kross byder dog ikke ind med meget andet end et kønt ansigt. Filmen forbliver en tyndslidt kliché, der hævder sig selv gennem gentagen effekt udi fotografisk blitzeri og hårdkogt rock. Alt sammen pumpende så det ikke er til at få vejret.

    Kvælende fornemmelse
    Den kvælende fornemmelse bliver mere markant, efterhånden som historien tager de forventede drejninger og underbygger enhver forudset "twist", så der ikke er overladt noget til egne tankerækker. Det bliver plat, og det bliver også ynkeligt, fordi karaktererne i det efterhånden svulstige persongalleri er skabt ud fra en tåbeligt klichémættet konstruktion.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2006, Tyskland, Drama, Krimi, Teenagere, 98 min.

    Dansk titel: Knallhart
    Instr: Detlev Buck Prod: Claus Boje Manus: Zoran Drvenkar, Gregor Tressnow Foto: Kolja Brandt Klip: Dirk Grau Mus: Bert Wrede
    Priser
    • BERLIN - FIPRESCI Prize
    • BERLIN - Label Europa Cinemas