De unge år (2007)

Lars Von Trier er i medierne gennem årene blandt andet blevet kendt for sin til tider overspillede selvironi, men kender man lidt til instruktørens film og liv, giver den selvironiske distance måske mening.
 

Selvironien visualiseret

At få visualiseret denne selvironi er i sig selv et interessant projekt, og det finder faktisk sted i denne, Jacob Thuesens komedie, der er baseret på et manuskript af Trier selv og ikke mindst Triers egne kamp med Den Danske Filmskole.

Skævt persongalleri
Af tilskueren kræves et vist kendskab til det danske filmmiljø for at få det fulde udbytte af det skæve persongalleri og de mange interne jokes i filmen. Har man dette kendskab, og er man i besiddelse af en kernesund ironisk humor, vil man kunne lide Triers bastante og direkte manuskript, der går direkte i kødet på hele holdet af kendisser og wanabees i dansk film, omkring tiden fra Trier blev optaget på Filmskolen, til han debuterede med Befrielsesbilleder (1982).

Komisk rensning
Filmen er grundlæggende lalleglad og pjattet karikatur, men med Triers sarkastiske indfaldsvinkler fungerer historien faktisk både som en art komisk rensning af tidlige filmidentitetsproblemer og som en fin og smuk beskrivelse af Triers unge kamp mod overmagten.
 

Ingen løftede øjenbryn

Jacob Thuesens iscenesættelse er ganske klassisk og byder ikke i sig selv op til de løftede øjenbryns dans. Det er metafilmen, filmen om filmen, der er det mest finurlige ved "De unge år". På en måde kommer vi med "bag kameraet" på Triers ungdomsprojekter og ender i en både smuk og højtidelig genskabelse af kransekvensen fra Befrielsesbilleder (1982).

Jordbunden komik
Et mindre ocean af danske skuespillere boltrer sig i karikerede roller. Bedst er Jens Albinus som en klon af Nils Malmros og Dejan Cucik som Mogens Rukovs hostende skygge. Jonatan Spang præsterer fint en seriøs og jordbunden Lars midt i den megen komik.