The Stoning (2006)

I en slags udvidet reklamespot for Amnesty International introduceres et måbende aftenkaffepublikum hér for grumme overhåndskast med kantede natursten mod hætteklædte kvinder, der er dømt til døden.

Ingen generel kritik
En fortællerstemme sætter os kort ind i tingenes tilstand for at understrege alvoren: Kvinder i Iran – formodentlig uskyldigt dømt – dømmes til døden ved stening. Det understreges samtidig, at filmen ikke er ment som en generel kritik af Irans retssystem, men som en bøn for, at steningerne må ophøre.
 

Ikke noget at tage fejl af

Så er der ligesom ikke noget at tage fejl af, og resten af filmen er en ensidig affære udi retfærdighedskamp og grumme skæbner, skåret ud i pap og overhældt med blod – og arabisk klingende sørgesang.

Forudbestemt konklusion
Således kan der ikke være nogen tvivl om, at stening af kvinder er noget høm, men hvornår overlades det til tilskueren selv at nå frem til denne konklusion? Aldrig.
 

Små pift af ægte uhygge

Enkelte vildfarne sten giver et lille pift af noget ægte uhyggeligt, men generelt må filmprojektet siges af være præget af en dikterende, semi-dokumentariske stil, der er en svært følelsespornografisk og etnisk blended filmoplevelse med vaklende skuespil.