Elegy (2008)

    En ældre underviser og hans noget yngre elev forelsker sig voldsomt i hinanden, men underviseren lider af jalousi, og forholdet bliver kompliceret.


    ELEGIENS ESSENS

    Denne sjældne ægthedens perle af en film forener Ben Kingsley og Penélope Cruz som forelsket par med stor aldersforskel. Historien, skuespillet, den visuelle og lydmæssige enkelhed er alle faktorer, der skaber en meget stærk udstråling og en bevægende oplevelse.


    Pulsnært
    Den unge spanske instruktør Isabel Coixet griber sit materiale an med en hårfin og pulsnær føling for flygtigheden. Det er hverken en følelsesdikterende eller moraliserende fortælling; filmen beskriver de menneskelige drifter og emotioner i konflikt med beskytterinstinktet og æstetiske behov om skønhed og ungdom.
     

    Kæler for detaljen

    Netop ordet "beskrivende" passer godt på "Elegy", idet kameraet nærmest kæler for detaljen og er en slags flue på væggen i det på en gang ubetydelige og essentielle følelsesgnideri mellem to forelskede mennesker.

    Knivskarp intensitet
    I denne nærmest lydløse kærtegnelse af følelsernes overdrev fremstår enhver menneskelig styrke og svaghed med knivskarp intensitet. Både de overvældende strejf af smerte og sorg og de små glimt af lykke. Historien går uhøjtideligt og fordomsfrit til aldersforskellens "anatomi" i det glødende kærlighedsforhold, og det styrker i høj grad Kingsley og Cruz i deres præstationer, at de kan lægge sig så tæt op ad egne emotionelle erfaringer, at filmens udstråling opnår den unikke ægthed. Nyd Dennis Hopper i en af hans mere nuancerede roller som stor digter med knas i privatlivet.
     

    Jalousi dræber

    Jalousien er en dræber, men den kan tæmmes. Filmen tager en drejning, der sætter begivenheder, kærlighed og smerte i perspektiv – og slutningen smykkes som indledningen af Bachs stærkt bevægende klavertoner, som Coixet benytter med stor styrke.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2008, USA, Drama, Romantik, 112 min.

    Dansk titel: Elegy
    Instr: Isabel Coixet Prod: Andre Lamal, Gary Lucchesi, Tom Rosenberg Manus: Nicholas Meyer Baseret på: romanen "The Dying Animal" af Philip Roth Foto: Jean-Claude Larrieu Klip: Amy E. Duddleston
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering