Inland Empire (2006)

Den sære amerikaners (David Lynchs) film er altid ventet med længsel, særligt blandt os elskere af lidt ekstreme kunstfilm med en ikke umiddelbart gennemskuelig narrativ struktur.

Lynchs store flop
Men "Inland Empire" er Lynchs store flop: en meget lang, outreret søgt odyssé udi at åbne døre ind til underlige rum og korridorer, filmet med fiskeøjeobjektiver og underlagt evig brummen og summen fra synthesizer-filmmusik.
 

Hæderlig start

Det begynder ellers ganske hæderligt i en nogenlunde genkendelig verden, hvor en kvinde får hovedrollen i en Hollywood-film og med stor entusiasme påbegynder det spændende arbejde.

Parallelle verdener
Men begivenhederne begynder at blive rigtigt kryptiske, da kvinden opdager, at hun lever i forskellige parallelle verdener, hvor hun hele tiden ser sig selv i både præsens og pluskvamperfektum, hvor omverdenen ikke forstår hendes tågesnak, hvor hendes telefonopkald havner hos en flok mennesker med kaninhoveder omgivet af ubestemmelig dåselatter - etcetera.
 

At forvirre og mystificere

Selvfølgelig ligger det i selve Lynchs idé at forvirre og mystificere sit publikum, men "Inland empire" er så psykedelisk søgt, at det hurtigt bliver et dræbende kvælertag på al udvikling i indviklingerne.
 

Kædereaktion af farveprismer

Filmen former sig til en kædereaktion af farveprismer og blændende lamper med computerskabt baggrundsstøj, forvredne ansigter i angstens sved, utallige døre der åbnes og lukkes og dansende ludere med kælne missestemmer og sovekammerøjne.

En lille rottelort
Alt sammen i en verden, hvor tid, sted, rum og kontinuitet er centrifugeret på så mange omdrejninger, at der kommer en lille rottelort ud i sidste ende.
 

Ikke meget værd

Lad os trille lidt med det og sparke den ned i kælderskakten, for ret meget mere er den ikke værd. Lynchs trofaste skuespillerinde, Laura Dern, yder filmen fin bistand i en temmelig sej præstation, men hendes rolle er utaknemlig.