Katyn (2007)

Den 83-årige polske veteraninstruktør Andrzej Wajda har skabt en lang række film om Polen under den tyske besættelse, og dette er hans seneste storværk om emnet.

Strømlinet
Der er tale om en strømlinet og fotografisk perfektionistisk produktion, der nærmest konstant har et kamera i bevægelse, en brummende underlægningsmusik og en knivskarp fokus på sine personer.
 

Intet overladt til fantasien

Så at sige er intet overladt til fantasien: Wajda serverer historien på et poleret sølvfad - helt og holdent ud fra den klassisk tænkende filmskole, hvor en film er, hvad kameraet ser, og ikke tilskueren. Hermed udebliver desværre den troværdige historiske, frygtindgydende og umenneskelige historie, for melodramaet har taget helt og aldeles over.

Havnet i en massegrav
Katynskoven var stedet, hvortil store horder af polske officerer og soldater blev bragt af den russiske hær - og siden brutalt henrettet med et skud i nakken. Filmen følger officeren Andrzej og primært hans kone og lille datter, der fortvivlede venter ham hjem, men må erfare, at han er en blandt mange, der er havnet i en massegrav.

Brutalt sentimentalt
Hele affæren er brutalt sentimentalt grebet an. Ingen stemning eller begivenhed i filmen er overladt til fantasien, idet alt fortælles alene ud af filmens indpakning. Derfor bliver det ikke alene åleglat at være vidne til Wajdas to timer lange film, det bliver også kedsommeligt, og der er kun den på forhånd givne udvikling at følge med i.

Skuespil på det jævne
Skuespillet er mildt sagt på det jævne, og scenografien er en flad blanding af lidt sårede spredt ud over en kirkegård og støvede uniformer. Pendereckis musik er - ladt alene - temmelig original. Særligt hovedtemaet. Men instruktørens heftige brug af den som stemningstapet er den rene sanselige voldtægt.