Lars and the Real Girl (2007)

    En ensom fyr bor i en garage tæt på sin bror og dennes kone. En dag fortæller han, at han har fået en kæreste. Men det er ikke en helt almindelig pige.


    LUFTIG KÆRLIGHED

    I en noget usædvanlig og hjertevarm historie får vi et indblik i kærligheden, som den kan tage sig ud i et postmoderne samfund.

    Stærkt forførende
    Med et strejf af underfundig humor og alligevel i alvorens tegn fører instruktøren Craig Gillespie os ind i et univers, der på mange måder er stærkt forførende grundet den utraditionelle historie.
     

    En meget genert mand

    Lars er en meget genert mand, der bor i en garage tæt på sin bror og dennes gravide kone. Lars er så genert, at han næsten ikke viser sig uden for sit hus. Godt nok passer han sit arbejde, men herudover er han meget svær at få lokket ud.
     

    Filmens bedste øjeblik

    Hans svigerinde forsøger ihærdigt, men Lars kan ikke magte selv en lille fælles morgenmad. Men en dag sker der noget, der kommer til at vende op og ned på det hele. Pludselig står Lars i broderens dør og fortæller, at han har fået en kæreste. Da han skal præsentere hende, opstår filmens bedste øjeblik.
     

    En sexdukke i sofaen

    I sofaen sidder en sexdukke i menneskestørrelse iført udfordrende tøj og med trutmund og særdeles velformede babser. Det værste er, at Lars mener det alvorligt: dette er et menneske af kød og blod, hans kæreste, og broderen og hans kone er ved at gå ud af deres gode skind. Hvordan i alverden skal de tackle dette vanvid? Heldigvis får de hjælp af en praktiserende læge, der også er psykolog.

    Lunt portræt
    Filmen er en vinder på sit raffinerede, lune portræt af et psykologisk sidespor og et lille samfunds reaktion på en outsider og hans dukkekæreste. Der hviler en betagende ro over Gillespies måde at fortælle historien på; begrænset brug af (kæk) musik, smukke naturbilleder, fredelig kameraføring, fokus på den enkelte persons lille univers. Ryan Gosling spiller rollen som Lars med følt sarthed og bærer historien over de værste små-amerikanske forhindringer.

    Hårfin balance
    Tv-manuskriptforfatterinden Nancy Oliver har begået en fin historie, men hun kender ikke altid grænserne mellem dramatik og melodramatik, og det er i denne hårfine balance, at filmen nogle gange i irriterende grad bliver for meget pladder-lomme-filosofi.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, USA, Canada, Drama, Romantik, 106 min.

    Dansk titel: Lars and the Real Girl
    Instr: Craig Gillespie Prod: Sarah Aubrey, John Cameron, Sidney Kimmel Manus: Nancy Oliver Foto: Adam Kimmel Klip: Tatiana S. Riegel Mus: David Torn
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste skuespiller (Gosling)