Lars and the Real Girl (2007)

I en noget usædvanligt hjertevarm historie får vi et indblik i kærligheden, som den kan tage sig ud i et postmoderne samfund.

Stærkt forførende
Med et strejf af underfundig humor og alligevel i alvorens tegn fører instruktør Craig Gillespie os ind i et univers, der på mange måder er stærkt forførende grundet den utraditionelle historie.
 

En meget genert mand

Lars Lindstrom (Ryan Gosling) er en meget genert mand, der bor i en garage tæt på sin bror og dennes gravide kone. Lars er så genert, at han næsten ikke viser sig udenfor sit hus. Godt nok passer han sit arbejde, men herudover er han meget svær at få lokket ud.
 

Filmens bedste øjeblik

Hans svigerinde forsøger ihærdigt, men Lars kan ikke orke selv en lille fælles morgenmad. Men en dag sker der noget, der kommer til at vende op og ned på det hele: Pludselig står Lars i brorens dør og fortæller, at han har fået en kæreste. Da han skal præsentere hende, opstår filmens bedste øjeblik...
 

En sexdukke i sofaen

I sofaen sidder en sexdukke i menneskestørrelse iført udfordrende tøj og med trutmund og særdeles velformede babser. Det værste er, at Lars mener det alvorligt: Dette er et menneske af kød og blod, hans kæreste, og broren og hans kone er ved at gå ud af deres gode skind. Hvordan i alverden skal de tackle dette vanvid? Heldigvis får de hjælp af en praktiserende læge, der også er psykolog.

Lunt portræt
Filmen er en vinder i sit raffinerede, lune portræt af et mentalt sidespor og et lille samfunds reaktion på en outsider og hans dukkekæreste. Der hviler en betagende ro over Gillespies måde at fortælle historien på.

Et lille univers

Begrænset brug af (kæk) musik, smukke naturbilleder, fredelig kameraføring, fokus på den enkelte persons lille univers. Ryan Gosling spiller rollen som Lars med følt sarthed og bærer historien over de værste små og lidt nordamerikansk sukrede forhindringer.

Hårfin balance
Tv-manuskriptforfatterinden Nancy Oliver har begået en fin historie, men hun kender ikke altid grænserne mellem dramatik og melodramatik, og det er i denne hårfine (u)balance, filmen nogle gange i irriterende grad bliver for meget pladder-lomme-filosofi.