La tourneuse de pages (2006)

En udsøgt kombination af sprød musikalitet, klassisk hævngerrighed og en både narrativt og teknisk set perfekt timing gør "Nodevenderen" til en fascinerende fransk film.

Skematisk nøjagtighed
Instruktøren Denis Dercourt er selv uddannet klassisk musiker og har hermed den fulde forståelse for – og et enestående indblik i – vigtigheden af timing, og det klæder filmen, at både musik og billeder følger en skematisk nøjagtighed.
 

Ind til benet

Ikke sådan at forstå, at historien bliver skematisk, men fortællingen serveres så præcist og elegant, at alt overflødigt fyld ganske tydeligt er skåret væk... ind til benet og det centrale i den kompakte historie, der handler om elementær hævntørst.
 

Uretfærdigt vraget

Som lille pige bliver klaverspilleren Mélanie (Déborah François) ganske uretfærdigt vraget til en optagelsesprøve, fordi et snobbet medlem af komitéen forstyrrer pigen undervejs, hvorved hun pludselig spiller forkert. Ti års tid senere bliver selvsamme Mélanie hyret som barnepige hos den snobbede kvinde Ariane (Catherine Frot), der er stjernepianist med knas i privatlivet. Ariane er den kvinde, der i sin tid fik Mélanie vraget.

En dygtig nodevender

Men det er ikke kun som barnepige, at Mélanie kan gøre fyldest. Ariane ser hurtigt pigens evner som nodevender, og hun bliver ansat som personlig assistent til Arianes vigtige koncerter.
 

En udspekuleret hævn

Mélanies udspekulerede hævn fungerer dog i helt andre områder af Arianes privatliv. Langsomt, men sikkert gør Mélanie livet surt for sin gamle plageånd.

Følt skuespil
Skuespillet fra de to kvinder i hovedrollerne er både elegant og følt. Der er ingen unødvendig patos, og instruktørens omhyggelighed fornemmes også i fremstillingen af de markante kvindelige typer.

Musik uden dominans
Musikalsk er filmen også en oplevelse ud over det sædvanlige: Den originale underlægningsmusik af Jérôme Lemonnier er dæmpet og uden dominans, hvorimod de klassiske toner breder sig over forskellige meget interessante komponister, heriblandt Sjostakovitj og hans trio, op. 67.
 

Stærk præcision

Filmen er værd at fremhæve for sin stærke præcision, det billedlige raffinement og den kompromisløse instruktion. Helt i tråd med hele ånden i fortællestilen afsluttes filmen uden sentimentalitet.