Australia (2008)

Uanset, hvor der slås ned, er storfilmen "Australia" fuldstændig indsmurt i et tykt, tykt lag slibrig fladpandekomik, katastrofalt overdrevne handlingsmæssige forklaringer og – ikke mindst – næsten uophørligt rædsom underlægningsmusik, der udgør én lang båndsløjfe af voldtægt på tidligere tiders musik, uanset genre eller tid.

En katastrofe
At overflodsinstruktøren Baz Luhrmann har bevæget sig ud over musicalgenren er hér en katastrofe. Han hænger helt tydeligt stadig ved sine narrative darlings: Det ekstremt visuelle og lydmæssige, de hektiske farver...

Konstante ekstrembevægelser

Og den forpustede klipning og kameraets konstante ekstrembevægelser: Helikopterture, trackings, panoreringer, closeups, obskure perspektiveringer. Kort og godt en evig stræben efter det spektakulære i alle filmmediets mulige udtryksformer.

Kvalmende ringe
Denne tilgang fungerer langt bedre i musicalgenren, hvor der i alle henseender er lagt op til det prætentiøse, til form og farver. Men i en 2,5 timer lang spillefilm som "Australia" er vi ikke tjent med Luhrmanns stilistiske ekstremiteter, og resultatet er kvalmende ringe.
 

På rejse til Australien

Pearl Harbor er netop blevet bombet af japanerne. Den britiske aristokrat Lady Sarah Ashley (i skikkelse af Nicole Kidman) rejser til Australien, hvor hun møder en rå kvægdriver og et nuttet aboriginerbarn.

Ufremkommeligt terræn

Denne trio drager ud på en længere rejse for at drive en flok kvæg gennem et smukt, men også ufremkommeligt terræn. Da deres verden bliver splittet ad af fjender, må de forsøge at finde hinanden igen, samtidig med at den japanske hær bomber Darwin.

Fravalg af ægthed
Prøv og gennemfør en lille øvelse, mens du ser en bid af filmen. Hvor mange klip er mere end fem sekunder lange? Så godt som ingen. Hvor mange sekunder af filmen er uden underlægningsmusik? Muligvis 30. Det er gode billeder på filmens narrative stil: Et komplet tilvalg af svulstighed og et ligeså komplet fravalg af ægthed.
 

Komisk grundtone

Filmen fungerer ringe som eventyr, fordi grundtonen slås så udtalt komisk an. Det bliver svært at tage personerne alvorligt, og begivenhederne er i Luhrmanns omtalte iscenesættelse hurtigt en form for orgastisk reklamefilmspor, bare to en halv time langt.

Overspil er nøglen
Læg så mærke til skuespillet, der er præget af den svulstige instruktion. Overspil er nøglen til fingerfletning med lyd og billede, og igen kan scener uden enten overspil eller dårligt spil gennem hele filmen tælles på én hånd.

Ingen naturlig kemi

Der findes ganske enkelt ikke et eneste øjeblik gennem hele filmen, hvor der opstår en naturlig kemi, en intim stund eller en situation, der kan tolkes som ægte. Det er poleret hele vejen igennem, så det skinner og lyder som en provinshandelsskolestuderendes kraftigt sænkede Seat Ibiza.
 

Genremæssigt overgear

Der er sets og animationer undervejs, der skal forstærke illusionen om den australske vildmarks fortryllende døgnrytme: Stjernehimle over bål, tordenvejr, dybe kløfter osv.

Træer af pap

Træer skabt af pap og græstotter gjort af farvet bomuld er helt bevidst effekter, som Luhrmann har villet have med for at bryde med filmens rene stilistiske udtryk, men dette genremæssige overgear bliver til en historie, der overhovedet ikke kan bære så meget flamboyant farvelægning.