Brüno (2009)

Alle tiders mest hypede bøssekomedie - og med god grund - for komikeren Sacha Baron Cohen har tidligere lagt os vandret af grin i sin filmiske alliance med instruktøren Larry Charles. Men "Brüno" er ikke hele sin egen vægt værd i filmrulle. Hertil er den for ensidig i sin absurde humor, og filmen bliver uheldigt selv-overeksponerende i sin flamboyante stil.

Arketypisk bøsseri
Idéen er ubetaleligt god, og arketypisk bøsseri er altid et godt grin værd. Her turde man oven i købet håbe på, at Baron Cohen kunne gå planken ud i sin (kærligt mente) latterliggørelse af fisselette-bøsser. Men man bliver skuffet.
 

Pinligt bemærket

Den østrigske modebøsse Brüno mister fodfæstet i sin hjemland og drager til Hollywood for at blive berømt. Her benytter han alle mulige kanaler - inklusive indirekte sin egen røvkanal - til at komme i kontakt med kendisser og føre sig frem. Men lige lidt hjælper det. Uanset hvad Brüno gør, er han kun i stand til at gøre sig endog yderst pinligt bemærket, han ved det bare ikke selv.

En sart lille kommentar
Filmen synes at være på en skjult dobbeltmission. Den er både en hjerteligt tænkt og sine steder humoristisk udført komedie, men samtidig også en sart lille kommentar til homofobien i USA. Det mærker man smerteligst, da den heterokonverterede Brüno foran et kæmpe fadbamsedrikkende publikum pludselig går i gang med at snave med en mand.

Raffineret indspark
Uden tvivl er "Brüno" dog primært ment som et lille, raffineret indspark til komediegenren, men her bliver filmen for akavet til at være egentligt morsom. Alle Brünos kostumemæssige indpakninger og det nøje indstuderede gestusklyngeapparat er filmens centralt bærende søjler. Uden dem ville historien ganske enkelt være forfærdelig.

Ikke meget kræs
For man finder bestemt ikke meget kræs i plottet, som det for alvor er værd at grine ad. Alt er lagt op til Baron Cohens talent, og ligesom talrige af fx Peter Sellers’ film slipper morskaben op efter et stykke tid, hvis ikke plottet har en smule substans.
 

Morskab til at overse

Nøjagtigt det samme er tilfældet med "Brüno". Filmens præsentation af denne homofilt multigestaltede personlighed er underholdende og farverig, men morskaben er til at overse allerede efter et kvarters tid.

Snak om numsehuller
Der er virkelig ikke mere i det end læsp, g-streng og snak om numsehuller. Muligvis morderligt skægt i en udvidet sketch, men alt for tyndt i en spillefilm, selv lagt i hænderne på talentfulde Cohen.
 

Gavmild med det pinlige

Filmen er gavmild med pikante, seksuelle hentydninger, nogle mere eksplicitte end andre. Men selv en så grundigt koreograferet scene som "sammensmeltningen" mellem to bøsser, den ene med en stofdildo monteret på munden, bliver ikke rigtig morsomt, men snarere en lidt uskyldigt kejtet kommentar til en obskur seksuel verden.