Five Minutes of Heaven (2009)

Der er kun to titler i filmografien mellem Oliver Hirschbiegels internationale gennembrudsfilm Der Untergang (2004) og dette nordirske drama.

Mentale efterdønninger
Vejen til at arbejde med de store stjerner var banet for Hirschbiegel, men her i mere afdæmpet og britisk afgrænset format: "Five Minutes of Heaven" indrammer konflikten i Nordirland – eller rettere mentale efterdønninger, for historien kredser om to mænd, der 25 år efter de barske begivenheder skal mødes igen, mens tv-kameraerne ruller.

Et møde for åbent kamera
I 2008 har Alistair (Liam Neeson) og Joe (James Nesbitt) sagt ja til at mødes for åbent kamera. Tilbage i tiden, da Nordirland for alvor kogte, bevidnede Joe mordet på sin storebror – og det var Alistair, der affyrede projektilet.

Hævn i luften
Så måske er der hævn i luften? I hvert fald bygger filmen en stemning op: Langt det meste af handlingen kredser om tiden op til, at det er meningen, de skal mødes. Men Joe koger over og må forlade settet, før de overhovedet har mødt hinanden.

Spændingen udløses
Der er dog så meget spænding indblandet, at de bare er nødt til at mødes. Men det bliver på deres egne omstændigheder. Spørgsmålet er, om dét bliver livsfarligt?

Dygtigt afventende
Hirschbiegels iscenesættelse er dygtigt afventende og indfanger i den lange ventetid inden tv-optagelserne en meget intens stemningsblanding af hævntørst, frustration og det uafklarede. Men det er ikke hele filmen, der fungerer lige godt, og der skal gå en rum tid, før vi overhovedet mærker pulsen.

Meget lange transportscener
Inden da har særligt de meget lange transportscener, hvor vi følger Joe og Alistair med hver deres chauffør, bidraget til en noget kedsommelig optakt. Og så er det vanskeligt at blive dus med de to mænd, fordi deres historie kun berøres sporadisk.

Stift og teatralsk
En bedre udnyttelse af den lange opbygningsfase havde været skøn, og tilbageblikkene til Nordirlands heksekedel-dage bidrager ikke til noget flow i filmen, bl.a. fordi mange af birollerne her er stift og teatralsk spillet.

En rutinepræstation
Liam Neeson leverer i det store og hele en rutinepræstation i rollen som Alistair. Der er ikke energi til stede, og så bliver det så meget mere tydeligt, at James Nesbitt præsterer helt i den anden grøft. Det bliver så til gengæld for meget og tangerer overspil.

Diminutiv musikbrug
Til filmens fordel tæller den meget diminutive brug af underlægningsmusik. Og så fungerer de lange scener i luksusvillaen, hvor optagelserne skal finde sted, særdeles godt.