Max Manus (2008)

"Kunne du lide Flammen og Citronen, så skal du se Max Manus". Noget nær således markedsførtes denne norsk/dansk/tyske frihedskæmperfilm ved den danske premiere.

Teknisk vidunderbarn
Stort anlagt og enormt dyr med et budget på over 50 millioner norske kroner kan det ikke overraske, at "Max Manus" er et teknisk vidunderbarn med imponerende eksplosioner og et pænt overbevisende genskabt Norge under 2. verdenskrig.

Tanden mindre prætentiøs

Den norske frihedskæmperfilm er lige tanden mindre prætentiøs, baglysprojiceret og musikunderlagt end Ole Christian Madsens danske storfilm. Dette er prisværdigt.

Pertentligt perfektionistisk
Men den er stadig prætentiøs, baglysprojiceret og musikunderlagt – og hertil tilmed med de heftigste sekvenser i slowmotion. Dette opsummerer fint filmens pertentligt perfektionistiske stil, men stilen er kunstig.
 

Grundigt frustreret

Den unge Max Manus (Aksel Hennie) er grundigt frustreret over, at han ikke kan handle imod den tyske besættelsesmagt, så han sætter sig for at tage sagen i egen hånd. Sammen med en gruppe norske venner indleder han en farefuld mission, der nemt kan komme til at koste både blod, sved og tårer.

Stilen er kunstig
Stilen er kunstig. Hvad betyder det? Det vil sige, at virkemidler som slowmotion og svulstig filmmusik ikke bringer os nærmere virkelighedens frihedskamp.

Intet er overladt til tilskueren

Snarere tværtimod. Hvis der er en enkelt stemning undervejs, hvor det er overladt til tilskueren helt på egen hånd at finde frem til begivenhedernes indre drama, er det højden.

Uoverstigeligt sukret
Konstant, når der er optræk til spændinger, lige fra den dødbringende til den mere æterisk erotiske, underlægges filmen Trond Bjerknæs’ helt uoverstigeligt sukrede filmmusik.

Ned i mindste teksturgradient

Og som nævnt gives der gas med slowmotion, så de små splinter fra eksplosionerne kan analyseres ned i mindste teksturgradient. Det er muligvis visuelt flot, men ligesom "Flammen og Citronen" er denne film frygteligt Hollywoodpoleret, så et nordisk islæt og særkende i virkeligheden kan være på et meget lille sted.

Syngende norsk i surround
Det syngende norske sprog i surroundsound og et par sart blafrende norske flag hist og pist bliver filmens største nationale udstråling. Skuespillet er på det jævne – ikke mere.

Vanskeligt at blive grebet

Og det gælder over hele linjen. Det er vanskeligt at blive grebet af en film så præget af formen og ikke sjælen i måden at fortælle historie på.