De vilde hjerter (2008)

Hjertelighed er ofte en mangelvare i denne verden. Mennesker lever isoleret fra hinanden og har glemt alt om primalskrig og fri leg.
 

Greb om gashåndtaget

Men en gruppe unge mænd fra Fyn har grebet om gashåndtagene. På og tæt ved deres elskede knallerter finder de vej ind til hjerternes renhed og skaber et helt specielt fællesskab.

Klassisk dokumentarisme
Michael Noers oprigtige dokumentariske skildring af dette mandesammenhold er dybest set sød og åbenhjertig og går ikke på kompromis med klassisk dokumentarisme.
 

Virkeligheden tilstræbt?

I dokumentarfilm kan man ikke på samme måde som i spillefilm tillade sig at harcelere over et dårligt manuskript, idet dokumentaren må forventes at tilstræbe at følge virkeligheden i højere grad? Ikke desto mindre er historien i "De vilde hjerter" tåbelig, og det vil selvfølgelig til hver en tid smitte af på filmoplevelsen, om "plottet" er vedkommende eller ej.

Ét langt alkoholtrip
De fynske drengerøves historie er helt og aldeles et langt trip på alkohol, smøger og øvrigt euforiserende. Hvor meget man egentlig er sammen, er venner, er til stede, er sig selv, er oprigtig, lever i nuet og sætter virkelig pris på at eksistere, når det hele går fuldstændig op i at drikke og ryge sig fra sans og samling, er egentlig en diskussion med én udgang.

Angsten for nærheden
Drengene kan nok give hinanden en krammer, være sammen i bar røv og gummisko, hjælpe hinanden med at lægge en lort i skoven og pisse gående, men dybest set er dette resultatet af angsten for nærheden, snarere end en ægte dyrkelse af den - for det foregår hele tiden med en øl i hånden og rullende, berusede øjne, fulgt af bøvede fuldemandskommentarer.

Markedsført på sammenhold
På dén måde er Noers dokumentar en farlig affære: Den markedsfører de fynske drenges oplevelser på netop venskab, sammenhold og unikke fælles oplevelser.

Trist vidnesbyrd
Filmen er snarere et trist vidnesbyrd på, at ufattelig mange famler i blinde i forsøget på at forme en social identitet - som de ikke tør uden at drikke og ryge hjernen ud. Det er trist, og denne dokumentarfilm efterlader således nærmere tilskueren nedbøjet - med mindre selvfølgelig han eller hun selv har en fynsk fyldebøtte i sig.