The Road (2009)

Det kunne have været en rigtig barsk og grim oplevelse at bevidne John Hillcoats film om tiden efter verdens lige ved og næsten-undergang. Det kunne have været rørende, skræmmende og tankevækkende, men er det kun i ringe grad - og dette skyldes helt og holdent forkerte valg i de fortællermæssige greb.

Visuelt spektakulær
Visuelt er "The Road" et interessant og spektakulært eventyr, der skaber en række uhyggelige stemninger fra en livløs planet. I en filtreret farveskala og med pletvis ekstreme perspektiveringer indeholder filmen en række scener, som man vil huske for deres høje grad af kunstnerisk elegance.
 

Indædt overlevelseskamp

Far og søn kæmper en indædt kamp for overlevelse. Jorden har været tæt på sin undergang, og i årene efter har manglen på føde afstedkommet en udbredt kannibalisme. Særligt en lille rødkindet dreng er som slik for sultne røvere, så det er op til far at forsvare sin lille dreng - til verdens ende. De vandrer og vandrer i håbet om at støde på føde eller tryg husly, men gang på gang støder dei stedet på farer, der meget nemt kan koste dem livet.

Nerven går tabt
Omtrent halvdelen af filmens nerve - og troværdighed - går tabt som følge af den helt fejldoserede og grundlæggende unødvendige filmmusik, der ligger som en evig brummen bag 95 % af spilletiden.

Alle stemninger dikteres
Undtagelsesløst dikteres alle stemninger både på forhånd og undervejs, og selvom man kan mærke, at instruktøren har forsøgt at skrue ned for volumen, er musikken alligevel meget dominerende.
 

Få intense scener

Den resterende "halvdel" af filmen skal således levere varen for at brænde igennem eller udenom symfonien af tristesse og elendighed - og det lykkes et par gange i intense scener.

Klamt
Halvdøde mennesker gemt under et gulv er fx et godt bud på filmens klammeste scene, især da vores hårdt prøvede hovedpersoner er tæt på at lide samme skæbne, som forstation til kniv og gaffel med salt og peber.

Pænt spil
Viggo Mortensen er en troværdigt blodopkastende far med uglet fuldskæg, mens hans dreng spilles jævnt pænt af 12-årige Kodi Smit-McPhee. Robert Duvall har en fin birolle som mat-øjet overlever.

Herskende sort stemning
En sort stemning er herskende, men "heldigvis" bliver de musikalske toner mere glade undervejs, hvis vores hovedpersoner skulle være så heldige at finde en dåse majs - så ingen bør gå grædende fra biografen.