The Road (2009)

Det kunne have været en rigtigt barsk og grim oplevelse at bevidne John Hillcoats film om tiden efter verdens lige-ved-og-næsten-undergang. Det kunne have været rørende, skræmmende og tankevækkende, men er det kun i ringe grad – og dette skyldes helt og holdent forkerte valg i de fortællermæssige greb.

Visuelt spektakulær
Visuelt er "The Road" et interessant og spektakulært eventyr, der genfortæller en række uhyggelige stemninger fra en livløs planet. I en filtreret farveskala og med pletvis ekstreme perspektiveringer indeholder filmen en række scener, der huskes for en høj grad af kunstnerisk elegance.
 

Indædt overlevelseskamp

Far og søn kæmper en indædt kamp for overlevelse. Jorden har været tæt på sin undergang, og i årene efter har manglen på føde afstedkommet en udbredt kannibalisme.

Som slik for sultne røvere

Særligt en lille rødkindet dreng er som slik for sultne røvere, så det er op til far at forsvare sin lille dreng – til verdens ende. De vandrer og vandrer i håbet om at støde på føde eller tryg husly, men gang på gang støder de i stedet på farer, der meget nemt kan koste dem livet.

Nerven går tabt
Omtrent halvdelen af filmens nerve – og troværdighed – går tabt som følge af den helt fejldoserede og grundlæggende unødvendige underlægningsmusik, der ligger som en evig brummen bag 95 % af spilletiden.

Alle stemninger dikteres
Undtagelsesløst dikteres alle stemninger både på forhånd og undervejs, og selvom det kan mærkes, at der er forsøgt skruet ned for volumen, er musikken alligevel meget dominerende.
 

Få intense scener

Den resterende "halvdel" af filmen skal således levere varen for at brænde igennem eller udenom symfonien af tristesse og elendighed, og det lykkes et par gange i intense scener.

Halvdøde mennesker
Halvdøde mennesker gemt under et gulv er fx et godt bud på filmens klammeste scene, især da vores hårdt prøvede hovedpersoner er tæt på at lide samme skæbne, som forstation til kniv og gaffel med salt og peber.

Pænt spil
Viggo Mortensen er en troværdigt blodopkastende far med uglet fuldskæg, mens hans dreng spilles jævnt pænt af 12-årige Kodi Smit-McPhee. Robert Duvall har en fin, men unuanceret birolle som matøjet overlever.

Herskende sort stemning
En sort stemning er herskende, men "heldigvis" bliver de musikalske toner mere glade undervejs, hvis vores hovedpersoner skulle være så heldige at finde en dåse majs, så ingen bør gå grædende fra biografen...