Varg (2008)
En vildmarks-enspænder og hans nevø kommer i en slem knibe, da nevøen i raseri over tab af rener kløver en ulv i kraniet.
FESENT ULVEHYL
Dette nordisk sam-støttede drama har gode kort på hånden: En vild og barsk natur som kulisse, en international stjerne i hovedrollen. Det er dog svært at blive grebet af Daniel Alfredssons epos, der i mange henseender er ujævnt: Og man begriber aldrig helt, hvem der er filmens målgruppe.
I den svenske vildmark
I den svenske vildmark tæt på grænsen til Norge bor enspænderen Klemens, og det meste af tiden er han oppe i fjeldet for at passe på sine rener. Til at hjælpe sig har han sin nevø Nejla, der også brænder for det frie liv under åben himmel. Men for hver dag der går, bliver de to hyrder mere og mere frustrerede, da en ulv skambider flere af renerne til døde.
Går ikke efter planen
Vel vidende at drab på en ulv kan give op til 4 års fængsel, er det hele tiden planen blot at skræmme ulven væk, men det går ikke helt efter planen. Snart er politiet på sagen, og forholdet mellem Klemens og Nejla sættes på en hård prøve.
En undervisningsfilm?
Det kunne virke som en undervisningsfilm for de større børn i folkeskolen: Dræb ikke en ulv! Men for det første er filmen censureret, så det kun er unge over 15 år, der får lov at se den, for det andet er filmen skam en rigtig spillefilm.
Tv-agtigt
Men at se filmen som et seriøst drama er også vanskeligt. Mest af alt forekommer plottet og historiens udvikling som et par sammenflettede episoder af en tv-serie. Skuespillet er bestemt ikke prangende, handlingen hænger ikke særligt godt sammen, begivenhederne synes uden begyndelse og ende.
Med filter
Tilbage står en række pæne billeder af den svenske vildmark, men heller ikke dette aspekt er rigtig troværdigt, bl.a. fordi en småvulgær underlægningsmusik (med lidt inspiration udi det samiske) næsten hele tiden lægger filter på. At det er usmart i vore dage at dræbe en ulv, dét er filmens klare budskab, og det er filmens eksistensberettigelse, ikke stort mere.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2008, Sverige, Finland, Norge, Thriller, Action, Drama, Teenagere, 95 min.
Dansk titel: Ulveland- Peter Stormare (Klemens)
- Robin Lundberg (Nejla)
- Rolf Degerlund (Mats)
- Marie Delleskog (Anita)
- Gustav Kling (Pe Nisj)
- Annika Nordin (Anklageren)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GULDB-N - Bedste skuespiller (Stormare)