88 Minutes (2007)

Instruktør Jon Avnet har en evne til at fabrikere tyndslidt gennemsnitlige genrefilm, der ikke levner så meget som et sekund til tilfældighederne, og som med højt budget og stjerneskuespillere får en helt ufortjent høj eksponering.

Afventer dødsstraf

I "88 Minutes" spiller Al Pacino retspsykiateren Jack Gramm, der netop har afsluttet en større sag. En seriemorder er blevet dømt og venter nu på at modtage sin dødsstraf.

Dameglad
Retspsykiateren er glad for damer, og han har nok af dem. Hans seneste unge erobring serverer således i en "pikant" scene morgenkaffen i bar røv med sovekammerøjne, men idyllen bliver hurtigt ødelagt.
 

Over stok og sten

En kopimorder slår nemlig til, og retspsykiateren må tilbage på arbejde. Men han får snart andet at tænke på, da en forvrænget stemme i den anden ende af røret siger "tik tak – du har nu 88 minutter tilbage at leve i". Herfra går det over stok og sten i forsøget på at få løst gåderne, før det er for sent.

Stjerneeffekten

Det kan undre, hvad der får Al Pacino til at takke ja til en film som denne. Omvendt havde "88 Minutes" uden tvivl aldrig opnået sin popularitet uden den store stjerne i hovedrollen.

Respektløst

Grundlæggende behandler Jon Avnet sit publikum temmelig respektløst, idet han lader "filmelementerne" rase fra start til slut: Fikst dominerende musik, saftig klipning og åleglat og unuanceret fotografering.

Overfladisk og uinteressant
Det er så overfladisk og uinteressant – og ovenikøbet helt uden vilje til at forme bare den mindste smule kant eller overraskelse ud af historien.

En smule raffinement

En stribe klamt overdetaljerede indblik i seriemorderens arbejdsmetoder kunne vi måske godt have været foruden, selvom det samtidig er her, filmens eneste raffinement kan siges at opstå.