Nord (2009)

Nordnorske landskaber, en trykket sindsstemning og et eneboertema. Det kunne lyde som en særdeles interessant cocktail udi nordisk melankoli, men Rune Denstad Langlos spillefilmsdebut har desværre ikke modet til at træde hele vejen ad dén sti.
 

En grim nedtur

Den 30-årige skiliftsoperatør Jomar Henriksen (Anders Baasmo) har en rigtig grum nedtur og kan ikke tage sig sammen til noget som helst. Han isolerer sig mere og mere fra omverdenen i sin lille hytte midt i ingenmandsland.
 

En ensom rejse

En dag får han at vide, at han har en søn på fire år med sin ekskæreste, der bor langt væk – på den anden side af de sneklædte bjerge, og Jomar begiver sig ud på en lang ensom rejse på snescooter.

Indledningsvis ærlig tone
Filmens indledende manøvrer er afgjort også de bedste. Her præsenterer Langlo sine personer og deres fascinerende isolerede miljø helt uden indpakning og i en ærlig tone. Her er det således også naturens lyde, der hersker. Den hylende vind, den knitrende sne, gulvbrædderne, der knager.

Fortællemæssig farvelade
Men efterhånden, som Jomar tager hul på sin rejse, forfalder instruktøren også til mere og mere fortællemæssig farvelade, og det gælder både i historiens udvikling og i de filmtekniske kneb.

Hvorfor ikke gå hele vejen?
Hér kunne det have været ønsket, at Jomar gik hele vejen og fastholdt grebet om ærligheden: Den klamsvedige overvindelse af angsten og den modvillige rejse gennem landskabet.

Standardiseret ironi
Men ligeså stille sniger der sig en art standardiseret nordisk melankolsk ironi ind i hele filmens identitet: Tiltagende banjo/country-underlægningsmusik i kontrasterende stemningslejer, skæve og usandsynlige bipersoner, afdramatiserende humor.

Kvaliteter trods alt
Det klæder bestemt ikke filmen, og intensiteten er reelt hele tiden kraftigt aftagende. Fastholdes blikket på det bjergtagende norske bagtæppe, er der trods alt kvaliteter ved denne debutfilm.