The King (2005)

Et uhyggeligt og absurd hævntogt pakket ind i idyllens florlette skønhed; det kunne være en pænt beskrivende linje for James Marshs film, "The king".

Folder sig ud og forfører
For det er både smukt og betagende, når filmens unge hovedperson folder sig ud og forfører - men samtidig også en skræmmende affære, da der konstant under overfladen lurer et vanvid og en hævntørst, der ikke er til at slukke.
 

Familieidyl i fare

Marinesoldaten Elvis går fra borde for at nyde sin frihed, og han opsøger straks sin biologiske far, der er blevet prædikant. Det kommer bag på faderen, at sønnen pludselig dukker op, og han er langt fra interesseret i, at sønnen skal ødelægge hans nyetablerede familieidyl.

Bibelsk fortrængt seksualitet
Elvis lægger dog hurtigt en plan, der skal sikre ham adgang til i hvert fald dele af familien. Han forfører den 16-årige halvsøster Malerie. Hendes møde med den bibelsk fortrængte seksualitet er et af filmens meget vellykkede portrætter.
 

Lunten lugtes

Da halvbroderen lugter lunten, slår det klik for Elvis. Nu kan det ikke andet end gå helt galt i et hævntogt, der fra begyndelsen måske mere var tænkt som en moralsk lærestreg. På intet tidspunkt bliver disse højeksplossive handlinger for meget, og det skyldes i høj grad instruktørens dygtige dispositioner.

Delikat servering
Billedligt er filmen en sart, jomfruelig og delikat servering, og dette skaber en langt mere virkningsfuld kulisse end fx et råt og hektisk valg. Med hyppig inddragelse af naturens fred bliver det udadtil rigtige kæresteri mellem de to unge mennesker virkelig intenst og oprigtigt.

Oprigtigt idyllisk
At følge de to i forholdets tidligste faser gå hånd i hånd på varme sten langs en klukkende bæk, akkompagneret primært af vandets egne lyde, er langt mere oprigtigt idyllisk, end det umiddelbart lyder.

Smerte midt i glæden
Når plottets på-vrangen-vendte vanvid tilføres som evigt bagvedliggende men komplet usynlig trussel, bliver smerten midt i glæden så meget desto mere uudholdelig. Musikken er tilstede men afmålt og raffineret i Max Avery Lichtensteins klangligt interessante konstellationer.

Enorm dobbelthed
Spændingen i historien holdes til det sidste. Det vulgære udebliver og i stedet formes en slutning helt i tråd med filmens enorme dobbelthed.

Underspillet nerve
Gael García Bernal rammer den nødvendige underspillede nerve i sit stærke portræt af Elvis, og William Hurts portræt af en prædikant i modvind hører til blandt hans mest mindeværdige i nyere tid.