Last Chance Harvey (2008)

Træk på smilebåndet og slip hverdagens små spændinger. "Last chance Harvey" er en sød lille filmsaga, der er skabt i en god ånd og som har sine rigtigt fine øjeblikke.

Klassisk historie
Der er tale om en særdeles klassisk historie: formlen, spændingskurven og udfaldet er bestemt ikke epokegørende nyt. Men lagt i hænderne på en dygtig instruktør og blændende skuespillere kan selv det mest fortærskede stof blafre smukt i vinden.
 

Intet galt i det fortærskede..

Der er jo egentlig heller ikke noget galt i det fortærskede - først når det går hen og bliver fuldstændig plagierende og uden gnist. Harvey er reklamefilms-jinglekomponist i New York, men branchen er efterhånden kørt træt i hans stil.
 

Et deprimerende ophold

Han er på vej til London, hvor hans datter skal giftes. En datter han har dårlig kontakt til efter skilsmissen med moderen. Opholdet i London bliver på alle måder deprimerende for Harvey: Han bliver fyret over telefonen. Han erfarer, at datteren foretrækker at blive ført af sin stedfar i kirken. Det er efterhånden ikke ret muntert at være Harvey, men så møder han Kate, en frisk og speciel britisk kvinde. Hun er lige, hvad han har brug for.

Opdelt i to ’faser’
Filmen kan på en måde siges at være opdelt i to ’faser’: første halvdel af filmen er den ensporede vej ned i kulkælderen for Harvey, anden halvdel skildrer forelskelsen på godt og ondt.

Første del bedst
Det er afgjort første del af filmen, der er den mest raffinerede og medrivende. Her har instruktøren et rigtigt fint greb om Harveys situation - og ikke mindst det klaustrofobisk fremmedgørende bryllups-tamtam, hvis kunstige og konventionelle sfærer er taget på kornet.

Tiltagende sukkersød
Da Harveys og Kates forhold begynder at tage form, bliver filmen desværre tiltagende sukkersød, hvilket opleves som unødvendigt i en ellers raffineret skrevet historie. Det tager selvsagt en del af det fornøjelige i oplevelsen, men man sidder alligevel smukt opløftet tilbage.