Lysvågen (2010)

Instruktør Christina Rosendahl fortsætter i børnesporet med denne potentielt spræng-spændende historie, der dog brænder sit lys i begge ender i stedet.
 

I et spændingsfelt

I spændingsfeltet mellem eventyr, dagdrømmeri og psykisk sygdom skildrer Rosendahl drengen Benjamins tiltagende virkelighedsforskydninger, samtidig med at dramaet sættes i en normalt kernefamiliær skilsmissekontekst. Filmen og formenkan ikke helt rumme hverken det sært surrealistiske eller det pågående normalt-problematiske: i hvert fald ikke i et og samme drama.

Ikke nok troværdighed
Dramaet bliver for overmodigt, og der bliver slet ikke opbygget nok grundfast troværdighed til at retfærdiggøre Benjamins sprængfarlige syner.

I en eventyrverden?
Fair nok at skildre en skilsmissedrengs psykiske kvaler gennem en eventyrverden baseret på en besættelse af første verdenskrig, men det kræver en hel del mere end frem- og tilbageklip mellem den ene og den anden dimension for at overbevise; og her savner "Lysvågen" gennemslagskraften.

Vægt på form mere end indhold
Stilen er lagt fra start til slut med rosenrød filmmusik, og kameraføringen er alt andet end naturlig: bevægelse, filtrering og perspektiveringer vidner også om en vægt langt mere på formen end historien.