Once (2006)

Skamrost af samtlige danske dagbladsanmeldere ved den forsinkede premiere i 2008, er dette romantiske irske musical-drama en form for kollektivt vedtaget vinder.
 

Banalt kærlighedsdrama

Men det er virkelig overordentligt vanskeligt at se – og ikke mindst høre – hvad, der skulle være værd at skamrose i denne lillebitte og pyssenyssede hverdagsfilm: I bund og grund et banalt kærlighedskammerspil tilsat irriterende ringe singer/songwriter-musik.

Musikalsk venskab
En rødmosset fyr i trediverne (Glen Hansard) flår i sin guitar på gader og stræder for at tjene lidt til dagen og vejen. En dag står en mystisk og småforhutlet ung kvinde med lillepigeøjne (Markéta Irglová) og roser fyrens sang. Det bliver starten på et godt, musikalsk venskab.

Tonerne flyder

Kvinden kan nemlig slå et par akkorder på et klaver, og det skal vise sig, at de to sammen virkelig kan få tonerne til at flyde: Han går i falset, hun flytter fingrene fra den ene akkord til den anden: Hit på hit er skabt!
 

Gerne en tur i trussen...

Egentlig vil han gerne i trussen på hende, men sådan kommer det ikke til at gå. Dette er et venskab, hvor musikken er kernen, og inden længe viser det sig da også, at de er ved at skabe noget stort.

Kollektiv "psykose"
Det er påfaldende skræmmende, at filmens musik har fået så meget ros, og at en af sangene endda vundet en Oscar. Hvorfra kommer denne kollektive "psykose", at man skal mene, at musikken og sangene hér er af kvalitet?

Ligegyldige melodier
Næppe mange vil kunne huske en eneste tone fra filmens musikalske univers: Sangene er tyndt skrevne med ligegyldige melodier, uden stemning og grundkvalitet.

På kryds og tværs af instrumenter

Det, som anmeldere og publikum generelt falder på halen over, er nok mere sandsynligt dén kontekst, sangene er sat i: Det romantiske hverdagseventyr, hvor mand og kvinde fletter strenge på kryds og tværs af instrumenter.

Moderne musical
I denne form for moderne musical får vi sangene i fuld længde(!), når fx vores unge kvinde går rundt i Dublin i sin kimono og hører discman. Uafhængig, billigt finansieret, ja – prisværdigt, måske, men absolut ikke en kvalitet i sig selv. Skuespillet er fair og i retning af det ægte.