Out of Reach (2004)

Steven Seagal i knælange skjorter og actionsekevenser i slow motion: vi er helt nede i bunden af alle pyramider - men en film som "Out of reach", der er produceret direkte til video, fungerer alligevel på sine egne, fladpandede præmisser.

Trukket ned i dyndet
Skuespillet følger manuskriptets tarveligt idéforladte linje, og næsten alle spillere er hjælpeløst trukket ned i dyndet. Hvad man i stedet fascineres af er filmens umiddelbarhed, den alt andet end intellektuelle strøm af action, der fiser ud af alle kanaler uden tankevirksomhed eller fornuftens censur.

Dekonstruktiv proces
Ind imellem kan man have behov for at se en sådan film - på dage hvor man er brugt op er denne dekonstruktive proces en vigtig kilde til erkendelse af arternes oprindelse, drifter og affekter.

En smule glimt
I historien er der trods alt en smule glimt i kraft af Seagals mission udi at redde en yndig, forældreløs pige, som han igennem længere tid har brevkorresponderet med fra sin frivillige eksil i Alaskas vildmarker.

Tumpede effekter
At dette sprøde aspekt hurtigt bliver fladmast af alle de tumpede effekter er et accepteret grundvilkår ved idiotactionfilm-genrens udviklingscyklus.

Kampscenerne vinder noget ved de interessant valgte polske locations, og en spændingsudløsende fægtescene er således en visuel stærk virkning i den ellers ligegyldigt fotograferede film.