The Wolf Man (1941)

Dette varulve-eventyr er i dag mest interessant på grund af dets historiske betydning, idet filmen var den egentlige igangsætter af varulvegenren.

Dramatisk udvikling
Det kan mærkes fra filmens anslag, at den tager sin egen dramatiske udvikling for alvorligt: snart skal publikum se en ganske almindelig mand forvandle sig til et ulvemenneske - og det smitter af på alle facetter af filmens udstråling.

Stiv i betrækket
Således anspændt og noget stiv i betrækket udvikler filmen sig hurtigt i retning af det behårede mandedyr med smag for blod, og processen og selve forvandlingen er i lyset af filmhistoriens tekniske udvikling mildest talt komisk.

Adelsmanden Lawrence Talbot vender hjem til sit barndomshjem efter talrige år uden kontakt til hverken sin far eller bror. Da broderen meldes forsvundet, overvinder Lawrence dog sin modvilje og drager ud på landet.

Her erfarer han hurtigt, at området gennem nogen tid har været hærget af et blodtørstigt uhyre, og broderen er blot et blandt mange af dets ofre.

Fast besluttet på at opklare mysteriet kommer Lawrence selv helt tæt på uhyret, bliver bidt og er inden længe selv inficeret: ved fuldmåne bliver han varulv!

Interessant kulisse
Den egentlige spænding i dette forløb ligger primært i filmens interessante kulisse: den ikke-jordiske skov, hvor de grumme overgreb finder sted.

Outreret lyssætning
Denne er skabt i en fin blanding af outreret lyssætning og kulisse med dybdeperspektiv, der i de mere raffinerede vinkler kan medvirke til at skabe den nødvendige illusion ud af det ellers primitive gyser-effektapparat.

Filmen blev i 2010 genindspillet med Benicio Del Toro som ulvemanden.