Nordwand (2008)

Dette dyre tysk-østrigsk-schweiziske friluftsdrama stormer derudad i en næsten uophørligt dekonstruktiv bjergbestigning.

Elegant
Elegant og overbevisende i sin fremstilling af tidsperiode og Eiger-bjergets humørsvingninger bliver filmen et visuelt udtryksfuldt bekendtskab, og de dramatiske klatringer sidder længe på nethinden.

Udstyrsstykke
Således et udstyrsstykke i visuelle effekter: hér er filmen utroligt vellykket. Det er svært at se de digitale effekter, og filmningen i bjergene bliver hermed uhyggeligt realistisk.
 

Et hæsblæsende møde

At skuespillet er noget stift, musikken alt for dominerende og manuskriptet uden nogen form for overraskelse er relativt negligerbart i det hæsblæsende møde med Eiger-bjerget, der trods alt er den helt store hovedrolleindehaver.
 

Den lodrette stigning lokker

Umiddelbart op til nazisternes afholdelse af OL i Berlin lover Hitler stor ære til de bjergbestigere, der bliver de første til at forcere Eigers næsten lodrette nordside. Et par erfarne tyske vovehalse slår sammen med andre adrenalinjægere lejr for foden af bjerget og begynder inden længe den seje vej mod toppen.
 

Vovehalse i højfjeldet

På højfjeldshotellet venter en af vovehalsenes kærester. Hun er samtidig på arbejde som fotograf for en avis i Berlin. Men det kan snart vise sig, at hun måske aldrig får kæresten at se i live igen.

Svedige håndflader
Filmen lykkes flot i sin stemningsopbygning til det store klatringsprojekt. Og da først vi for alvor er oppe i højderne overtager det primale overlevelsestema fuldstændigt; hvilket man mærker på egne svedige håndflader.