Sharkwater (2006)

At servere en mulig naturkatastrofe for det brede publikum er en hårfin kunst, som forkæmperen og instruktøren Rob Stewart eksemplarisk ikke mestrer.

Fortiet krise
"Sharkwater" er hans indspark i en overvejende fortiet og fortrængt krise for de vigtige og fredsommelige hajer, der bliver slagtet for finnernes skyld, og i øvrigt er generelt forhadte på baggrund af mediernes tåbelige klapjagt.

Springende og poleret
Dokumentarfilmen er først og fremmest en fiasko, fordi den overhovedet ikke evner at formidle det barske budskab. I stedet formidler Stewart sin egen kække og popsmarte tilgang til tilværelsen gennem stemningsunderbyggende musak, springende klip og poleret undervandsfotografering.

Jævnt uudholdeligt
Naturligvis kan man blive klogere på tallene bag krisen: Altså hvor mange hajer, der bliver myrdet - og hvor i verden. Men selve indpakningen er jævnt uudholdelig.

Musak ud over det hele
Hver gang filmen slynger sig om hajernes grundlæggende fredeligt stemte sindelag, høres sprøde dur-toner i kædedansens og omfavnelsens lejer, mens de barske blodsudgydelser betingelsesløst akkompagneres af sørgemarcher og "gregoriansk sang", hvor vokalen knækker over for at understrege alvoren. Hatten af for ildsjæle som Stewart. Men vi var helst hans formidling foruden.