Superclásico (2011)

Ole Christian Madsen nedkommer her med sin mest komiske film til dato, og han er endda draget hele vejen til Buenos Aires for at indspille.
 

En nem fødsel

Der har næppe været de vildeste plukveer undervejs, når instruktøren har ruget på sin skilsmissekomedie, resultatet fremstår i hvert fald som en nem fødsel.

Superoverfladisk
For "Superclásico" er i sandheden en superklassisk, superklichémættet og helt igennem superoverfladisk komedie, der ikke er interesseret i at give sig i kast med raffinerede indspark.
 

I sus og dus i Buenos Aires

En lyshåret kvinde har forladt sin danske mand til fordel for en argentinsk fodboldstjerne. Hun lever nu i sus og dus i Buenos Aires, og dét kan få hendes jaloux mand til at gå op i det røde felt.

Sagen i egen hånd

Han tager derfor sagen i egen hånd og drager sammen med teenagesønnen til Buenos Aires for at overraske konen og – forhåbentlig – genvinde hendes hjerte.
 

Overkogning

Det afstedkommer en række intense skænderier, sprogforvirringer på kryds og tværs, masser af international sarkasme og endnu mere gnistrende jalousi. På et tidspunkt må det hele bare koge over.
 

Mission: Briksegymnastik

Midt i denne heksekedel forelsker sønnen sig i en lokal turguide, og han går sine helt egne veje i mission brikse-gymnastik, den jaloux mand får et godt knald med en aldrende sexbombe, konens temperament bliver sat på nye prøver.

Et helt filmhold i Argentina
Vi har hér altså et helt filmhold, der er rejst til Buenos Aires for at indspille en dansk komedie med sydlandsk islæt. Med hensyn til morskaben henholder man sig helt og holdent til dialogen og de spradebasseagtigt instruerede gestikulationer, der naturligvis er særligt eksotiske hos de argentinske spillere.

Ingen gnist i samspillet
Ole Christian Madsen har ikke evnet at få den fornødne gnist ud af Paprika Steens og Anders W. Berthelsens samspil, der ellers burde være filmens centrale fremdrift.

Noget ud over det sædvanlige?
Til gengæld er der fuld blus under selviscenesættelsen udi den alternative fortælleform: Mikael Berthelsens hæse fortællestemme og de fikse splitscreens skal være med til at forme illusionen om, at der hér er tale om noget ud over det sædvanlige.

Konstant musik
En næsten konstant samba/tango-musik følger begivenhederne, så underlivet på det nærmeste bliver en snurretop – eller sådan er det i hvert fald tiltænkt.